Smartphones går verden over som varmt brød, men de fleste glemmer at beskytte deres smarte telefoner. Det har hackere og it-tyve bidt mærke i, og de udvikler derfor i stigende grad farlige filer og programmer rettet netop mod telefonerne.
Verdens mest udbredte styresystem, Android, er især udsat, blandt andet fordi det er mere åbent end konkurrenterne. Har du en Android-telefon bliver det fremover vigtigt at bruge et sikkerhedsprogram, og Avast er et godt og gratis et af slagsen. > Hent programmet til her
Med programmet kan du både scanne telefonens interne hukommelse og hukommelseskort, fjerne malware og virus, blokere opkald fra svindlere og meget mere.
Har du Windows Phone eller iPhone, skal du ikke i samme grad frygte angreb. Telefonerne er nemlig mest udsat, når de henter applikationer, og for begge telefoner gælder, at de kun kan hente apps gennem deres programbutikker. Her bliver alle apps godkendt af henholdsvis Apple og Microsoft, så risikoen for at blive inficeret er ganske lav.