Det vrimler med nyttige apps i Apple App Store og Google Play Butik. Desværre ser vi også gang på gang, at skadelige apps florerer i de officielle app-butikker, og nu er den gal igen.
Eksperter fra sikkerhedsfirmaet Human Security har således opdaget en større samling af skadelige apps i en omfattende svindelkampagne. Det skriver sikkerhedsfirmaet i en ny rapport.
Der er i alt tale om mindst 85 skadelige apps, som indeholder adware, der fylder telefonen med reklamer.
De fordeler sig over minimum 75 apps til Android i Google Play Butik og 10 apps i Apples App Store.
13 millioner har installeret disse apps
De 85 apps med adware er blevet installeret mere end 13 millioner gange fra Google Play Butik og Apple App Store.
De uheldige, der har downloadet en af de skadelige adware-apps, har i stedet for en nyttig app fået en telefon, der er proppet med reklamer. Reklamerne optager store dele af skærmen og gør i visse tilfælde telefonen ubrugelig.
Flere af de skadelige apps forklædte sig desuden som legitime apps, hvilket har bidraget til det høje download-tal.
LÆS OGSÅ: Beskyt din telefon mod virus
Tjek, om du er ramt af adware
Samtlige skadelige apps, som Human Security fandt, er siden blevet fjernet fra både Google Play og App Store.
I Human Securitys rapport kan du læse, hvilke apps det konkret omfatter, så du kan fjerne dem, hvis du har installeret på din telefon.
Selvom de skadelige apps ikke længere er tilgængelige, betyder det desværre ikke, at det er slut med at støde på lignende apps. Du kan stadig komme til at hente dårlige apps til telefonen.
Hvis du lægger mærke til følgende, skal alarmklokkerne ringe. Så kan du være ramt af adware:
- Telefonens batteri løber pludseligt hurtigere tør for strøm end normalt.
- Telefonen bruger uforklarligt meget data.
- Telefonen har apps, som du ikke husker at have installeret.
På både Android og iPhone anbefales det i det hele taget, at du fjerner alle apps, du ikke husker at have installeret.
På Android bør du desuden have sikkerhedsfunktionen Play Protect aktiveret. Det gør du ved at åbne Google Play og trykke på dit bogstav i øverste højre hjørne ved siden af søgefeltet og efterfølgende trykke på "Play Protect".