Ransomware-angreb, hvor hackere tager dig som gidsel, bliver en større og større trussel. De it-kriminelle bliver nemlig mere og mere sofistikerede og dygtigere til deres forbrydelser.
Det viser ny forskning foretaget af Microsoft.
Forskningen tager udgangspunkt i hackernes evne til bruge Android-telefoner til at angribe uskyldige mennesker med ransomware, og her er der tale om en klar forbedring.
Særligt er hackerne blevet bedre til at opkræve løsesum samt at holde sig skjult fra myndighederne.
LÆS OGSÅ: Hvad er ransomware?
Ransomware på Android-telefonen
Ransomware er en type angreb, hvor hackere låser og krypterer filer på din enhed. Herefter kræver hackerne, at du betaler en løsesum – typisk i form af bitcoins – for at få låst dine filer op igen.
Sikkerhedsprogrammer er begyndt at opdage og markere de apps, der kunne give dig ransomware, og Google har optimeret beskyttelsen imod denne type angreb i Android 10.
Derfor har de kriminelle været nødt til at udvikle en ny strategi.
Microsofts forskning viser, at ransomware på Android-telefoner kommer til udtryk på en hidtil uset måde. Hackerne har lært at udnytte kodningen i notifikationerne på din telefon, der normalt kommer til syne, når du modtager et opkald. I stedet for et opkald får du en opkrævning om løsesum.
LÆS OGSÅ: Sådan redder du din telefon fra hackerne
Microsoft: Hackerne er blevet dygtigere
Microsofts forskning viser også, at hackerne har udviklet et system, der automatisk kan skræddersy størrelsen på opkrævningen på din telefons skærm.
Det vil sige, at uanset hvilken telefon du har, vil kravet om løsesum fylde hele skærmen og gøre telefon ubrugelig.

Sådan ser det ifølge Microsoft ud, når du bliver angrebet med ransomware på Android-telefonen.
© MicrosoftMicrosoft konkluderer desuden, at hackerne er blevet skræmmende gode til at holde sig skjult fra Google, så det er vanskeligt at identificere, hvilke apps, der er farlige, og hvilke der ikke er.
LÆS OGSÅ: Her er alt, du skal vide om computervirus
Ransomware: Hold dig til troværdige apps
Ransomware på mobiltelefonen er formentlig kommet for at blive. Det betyder dog ikke, at du ikke kan undgå at blive angrebet.
Lad være med at trykke på links på obskure hjemmesider. Microsofts forskning viser, at langt størstedelen af ransomware kommer fra online fora og mystiske hjemmesider og ikke fra officielle apps eller hjemmesider.
Ransomware kan du derimod lettest beskytte dig imod, hvis du holder dig til at downloade apps til din Android-telefon fra Play Butik.
Dog er du ikke engang sikret her, for der er også lumske it-kriminelle på spil i Play Butik.
LÆS OGSÅ: Pas på: Det vrimler med malware i Play Butik
Komputer for alle anbefaler, at du altid sørger for at have en opdateret sikkerhedsapp på din telefon, så kan du undgå de værste farer. Vi anbefaler Sophos Intercept X, som du kan hente i Fordelszonen med en grundig guide her.