Hvor har du nu lagt dine nøgler? Eller din pung?
Det kan være svært at holde styr på alle sine ejendele. Én af måderne at holde styr på dem er såkaldte lokationstrackere. Det er små sendere, der typisk fungerer ved hjælp af Bluetooth eller en anden trådløs forbindelse, og som kan kommunikere med telefoner og vise præcis, hvor senderen befinder sig.
LÆS OGSÅ: Apple AirTag: Find dine ejendele med mobilen
Lokationstrackeren kan du så sætte i din nøglering eller på din cykel, så du altid kan finde den, hvis den fx skulle blive stjålet. Nogle af de mest populære trackere er fra virksomheden Tile og fra Apple, hvis trackere hedder Airtags.
De små trackere er blevet populære, blandt andet fordi de kan holde strøm i lang tid og i dag ikke koster alverden – typisk ikke mere end 200 kroner. Altså en relativt lille pris at betale for fred i sindet og for at kunne finde sine ting.
Kan misbruges til overvågning
Men de små trackere kan meget mere end at holde styr på dine ejendele. De kan nemlig også bruges til at overvåge og udspionere personer og ejendele, hvis de monteres, hvor de ikke kan ses.
LÆS OGSÅ: Find dine forsvundne ting med en app
Dermed kan andre, fx tyveknægte, ekskærester eller dit forsikringsselskab eksempelvis montere en tracker på din bil og dermed nemt holde øje med din færden.
Men det vil Google nu sætte en stopper for med en ny opdatering til Android-styresystemet. Med opdateringen vil din telefon nu sladre, hvis den opdager, at en fremmed tracker følger dig.
Sådan bruger du funktionen
Når din telefon har fået opdateringen, vil du automatisk modtage en notifikation, hvis din telefon opdager, at en ukendt lokationstracker følger dig. Når du klikker på notifikationen, vil du derefter kunne se et kort over, hvor trackeren har fulgt din færden.
LÆS OGSÅ: Sådan finder du din mistede mobiltelefon
Det vil også være muligt at få trackeren til at afspille en lyd, så du nemmere kan finde den - og det vil endda være muligt at deaktivere trackeren, så den ikke længere virker, direkte fra din telefon.
Med den nye opdatering vil det også altid være muligt at scanne dine omgivelser for eventuelle trackere. Det kan du gøre ved at gå til indstillingerne i Android og trykke på Sikkerhed og nødsituationer. Tryk så på Ukendte tracker-alarmer og dernæst Scan nu.
Kan du ikke se indtillingen endnu, betyder det, at du endnu ikke har fået opdateringen. Den vil blive tilgængelig løbende og kræver blot, at du minimum har Android 6.0.
Du kan se mere om funktionen i videoen herunder:
Oplever du at noget af vores indhold er blokeret, kan det skyldes dine cookieindstillinger.