Hidtil har det været muligt at bruge Messenger-app'en til at sende og modtage sms-beskeder, hvis du har en Android-telefon - og det er der ganske mange, som har benyttet sig af.
Men det er snart forbi. Den 28. september 2023 lukker Meta, der ejer Facebook og Messenger, nemlig for muligheden at sende og modtage sms’er på Messenger-app’en.
LÆS OGSÅ: Så nemt sender du sms'er på nettet
Det sker med en opdatering til Messenger på Android-platformen. Det betyder altså, at du skal finde dig en anden app til at håndtere de sms’er og mms’er, som du sender og modtager.
Herunder har vi fundet tre alternativer, som du kan bruge, så du stadig kan sende og modtage sms’er.
1. Google Beskeder: Send sms’er på pc'en
I vores optik er Googles egen sms-app den bedste på Android-platformen.
Her kan du fx sende og modtage sms’er direkte i din browser på computeren, hvilket gør det langt lettere at sende og modtage sms’er.
LÆS OGSÅ: Få styr på på hvilke data, dine apps har adgang til
Beskeder, som app’en hedder, understøtter desuden RCS, som er en ny standard for sms-beskeder, som blandt andet gør det mere sikkert at sende sms’er, ligesom det giver flere muligheder.
Du finder Google-app’en Beskeder her.
2. Textra SMS: Gør app’en personlig
Et andet bud er Textra SMS, som er en gratis app til Android.
En af de store fordele ved app’en er, at du kan få den til at se ud, som du gerne vil. Du kan f.eks. vælge mellem en række forskellige temaer, tilpasse skrifttype, skriftstørrelse, baggrund, farver og meget mere.
LÆS OGSÅ:Sådan blokerer du sms'er på din iPhone
Derudover rummer app’en også mulighed for at blokere numre, ligesom du kan planlægge at sende en sms på et bestemt tidspunkt.
Du kan prøve app’en Textra SMS her.
3. Chomp SMS: Tag backup af dine sms’er
Chomp SMS har eksisteret næsten lige så længe som Android-styresystemet, og har derfor også en trofast fanskare.
Det rummer et væld af muligheder, som fx at gemme app’en og dine beskeder bag en adgangskode, ligesom du nemt kan tage automatisk backup af dine sms-beskeder.
Du kan også ændre ringetoner og vibrationer alt efter, hvem der skriver.
Du kan hente app’en Chomp SMS til Android her.