Google er snart klar med den næste version af deres styresystem, Android 14.
Styresystemet er dog allerede ude i en beta-version, som vi her på redaktionen har testkørt, så vi kan fortælle jer om de største nyheder.
LÆS OGSÅ: Få masser af plads på din Android-telefon
Det er dog værd at bemærke, at der er tale om en beta-version, og at softwaren ikke er helt færdig. Derfor kan Google vælge at tilføje eller fjerne funktioner i den endelige version, som bliver tilgængelig senere på året - formentlig til efteråret.
Men herunder kan du få en fornemmelse for hvilke nyheder, du kan glæde dig til i det nye styresystem.
Større tekst og lettere at se
Har du nogen gange svært ved at se, hvad der står på skærmen på din telefon, er der godt nyt i Android 14.
Her vil Google nemlig både gøre det muligt at lave teksten større, end det i øjeblikket er tilfældet, men de ændrer også den måde, tekst og andet indhold bliver skaleret på i styresystemet.
Det betyder eksempelvis, at store overskrifter og rubrikker, som allerede er store, ikke bliver tilsvarende større, hvis du sætter tekststørrelsen til 200% – kun “almindelig” tekst bliver påvirket.
Blokering af gamle og usikre apps
Meget malware og virus er bygget ind i gamle apps, fordi sikkerheden her er mere lempelig, og det dermed bliver lettere for de it-kriminelle at liste skadelig software ind ad bagdøren.
Men i Android 14 vil en stribe gamle apps som udgangspunkt være blokeret, netop for at undgå dette.
LÆS OGSÅ: Android Butik vrimler med falske apps
Helt konkret vil apps, som bygger på SDK-versionen 23 eller lavere, som blev introduceret i Android 6 fra 2015, være blokeret i Android 14.
Hold dine fotos for dig selv
I Android 14 får du også bedre styr på, hvilke fotos og videoer, styresystemet og dermed Google får adgang til.
Tidligere har det været sådan, at styresystemet med en tilladelse havde adgang til alle dine fotos og videoer, men i Android 14 bliver det anderledes.
LÆS OGSÅ: Sådan gør du din Android-telefon sikker
Her kan du nemlig vælge specifikt hvilke fotos og videoer, styresystemet får adgang til, fx når du skal dele dem i en app.
Få besked med lommelygten
I gamle dage havde mange Android-telefoner en lille LED-lampe på fronten, som kunne lyse og blinke i forskellige farver, når du fik et opkald, en sms, eller en anden form for notifikation.
Det har telefonerne desværre ikke længere, men i stedet har Google i Android 14 fået en anden og ganske fiks idé.
LÆS OGSÅ: Android-telefoner får snart et stort problem
De vil bruge lommelygten på bagsiden af telefonen til at gøre dig opmærksom på, når der er sket noget på din telefon, eller når du modtager et opkald.
Batteriet holder længere
Hver eneste gang, Google opdaterer Android, er det sædvanligvis et løfte om bedre og længere batteritid. Det er også tilfældet med Android 14.
LÆS OGSÅ: Bedre privatlivsbeskyttelse i Play Butik
I Android 14 har Google blandt andet optimeret, hvordan styresystemet håndterer baggrundsprocesser og downloads og uploads, hvilket skulle gøre det muligt at få lidt længere batteri på mobilen.
LÆS OGSÅ: Sådan opdaterer du apps på telefonen
Hvornår kommer Android 14?
Google er ikke kommet med en specifik dato endnu, men hvis Google følger samme plan, som de plejer, vl Android 14 blive lanceret i august eller september 2023.
Hvornår du får mulighed for at opdatere din Android-enhed afhænger dog af producenten, og det kan tage et par måneder, før opdateringen er tilgængelig for alle. Samsung-ejere plejer at være blandt de første, som får glæde af den nye Android-version.
Du kan dog forvente at se nogle af de ny funktioner allerede 10. maj, når Google af holder deres udviklerkonference. Vi følger naturligvis med på sidelinjen hele vejen igennem.