Låseskærmen er faktisk blevet spændende
Den funktion, som jeg – meget overraskende – har brugt mest tid og energi på i Android 16, er den nye låseskærm.
Låseskærmen kan nu tage dit baggrundsbillede og automatisk tilføje en effekt til motivet, så det bliver mere interessant eller informativt at kigge på. Du kan fx få vist vejrudsigten som faldende sne på ungerne, eller skabe en 3D-agtig effekt i dine billeder.
Den mest interessante funktion er dog også den mest simple. Her skærer telefonen automatisk motivet ud, om det så er et billede af din hund, en kaffekop eller dine børn, og sætter dem ind på en farvet baggrund.
Du kan så vælge forskellige mønstre og farver, der omgivet motivet, og det giver en interessant effekt og bringer dine fotos i spil på en helt ny måde.
Du kan se en demonstration af den nye låseskærm herunder.
Hurtig adgang til dine mest brugte genveje
Også dine hurtigindstillinger er opdateret i den nye version. Altså de genveje, som du har adgang til, når du swiper fingeren ned fra toppen af skærmen og også tilgår dine notifikationer.
En af de mest bemærkelsesværdige nyheder er muligheden for at tilpasse størrelsen på genveje – en funktion, der tidligere kun var forbeholdt widgets.
Med den nye opdatering kan du trække i en genvej for at ændre dens størrelse. For eksempel kan du gøre en genvej større for at fremhæve en vigtig funktion, såsom din Wi-Fi-forbindelse eller en genvej til at tænde lommelygten – eller gøre den mindre for at skabe mere plads blandt dine genveje.
Det kan du se et eksempel på herunder - vær tålmodig, for grafikken kan være lidt tid blive vist.
Dig og din telefon bliver sværere at snyde
Google har skruet gevaldigt op for sikkerheden i Android 16 – og det er godt nyt for dig, der gerne vil undgå både fup og farer på mobilen.
Fx er Google Play Protect blevet klogere. Den scanner nu apps, før du overhovedet installerer dem og kan spotte farlige apps ved at kigge på, hvordan de er bygget op – helt ned i kildekoden. Hvis en app prøver at snyde ved fx at ændre sit ikon, så du tror, det er en anden app, får du en advarsel med det samme.
Bliver du ringet op af en svindler, der får dig overtalt til at deaktivere vigtige sikkerhedsindstillinger, siger Android 16 nu stop. Den forhindrer dig fx i at gøre ting som at deaktivere sikkerhedsbeskyttelse, installere apps fra lyssky hjemmesider eller give apps adgang til følsomt indhold.
Og endelig vil Googles besked-app bruge kunstig intelligens til at spotte svindelbeskeder og holde øje med klassiske phishing-tricks, så du kan blive advaret i tide. Google har i øvrigt introduceret en lignende funktion i Chrome.
En ny og mere responsiv brugerflade
Grundlæggende føles den nye Android 16-version mere flydende, elegant og responsiv end tidligere.
Styresystemet bruger blandt andet telefonens vibrator i højere grad, så når du fx hiver fat i en notifikation, giver telefonen en lille tilbagemelding ved hjælp af en lille vibration. En smart funktion, så du ikke er i tvivl om du har trykket eller ej.
Når du swiper en notifikation væk eller vil flytte en app, “hænger” den nu også på en måde bedre fast i sine omgivelser, end den gjorde tidligere. Det kan bedst beskrives som om, at den er magnetisk, og det kræver lidt mere kraft at trække den væk.
Det kan synes som en lille og ubetydelig forbedring, men i dagligt brug føles telefonen langt mere responsiv og præcis at bruge, som du kan se på grafikken herunder.
Hvornår får min telefon Android 16?
Det forventes, at den endelige version af Android 16 bliver frigivet til juni 2025. Men hvornår styresystemet kommer til din telefon, er en helt anden historie. Det kommer nemlig an på, hvor hurtige producenterne er til at tilpasse styresystemet til deres mobiler.
Har du en Samsung-telefon, er det altså op til Samsung, hvornår de synes, deres variant er Android 16 er klar til netop deres telefoner.
Det kommer også an på, hvor gammel din telefon er. Har du en ældre mobil, er det nemlig slet ikke sikkert, at du kan forvente at få den nyeste version af Android til din telefon.
Herunder kan du se en oversigt over hvilke telefoner, der forventes at få Android 16. Men præcist hvornår afhænger som sagt af producenten.
Disse mobiler forventes at få Android 16
Visse ældre Android-telefoner vil ikke få Android 16. Men telefonerne på listen herunder samt naturligvis nyere modeller vil få opdateringen, når den ligger klar hos de enkelte producenter.