Falske emails narrer dig med Corona-virus

Modtager du en mail, som lover dig at beskytte dig mod Corona-virus, er det formentlig svindlere, som står bag.

Falske emails narrer dig med Corona-virus

Det alvorlige udbrud af Corona-virus, der især hærger i Kina og de omkringliggende lande, bliver nu udnyttet af kriminelle, der forsøger at narre dig med en ny sending phishing-mails.

3. februar 2020 af Henning Dadkhah Rasmussen

Internettets mange kriminelle, svindlere og hackere er sjældent sene til at udnytte en alvorlig sag til egen vinding. 

Således heller ikke med udbruddet af den kinesiske Corona-virus, der netop nu skaber skræk i det meste af verden.

> Se også det virtuelle kort, som viser Corona-virussens omfang i denne artikel

Klik aldrig på links i tvivlsomme mails

Sikkerhedsfirmaet Mimecast advarer om en helt ny type phishing-mails, hvor de kriminelle udnytter, at hele verden frygter en ny, stor epidemi. 

I mailen, som firmaet første gang opdagede i sidste uge, skriver afsenderen, at et vedhæftet dokument kan sikre, at du går fri af den frygtede Corona-virus. 

Afsenderen er angiveligt en læge og virusekspert fra Singapore. 

Men der er ingen vedhæftede filer i mailen. I stedet er et link til en hjemmeside, der forsøger at installere virus på din pc. 

Du må naturligvis ikke klikke på linket, hvis du modtager mailen.

Herunder kan du se et eksempel på den nye type svindel:

Svindlere udnytter Corona-virus til at narre dig i nyt phishing-angreb

Phishing-mailen ser ud til at komme fra en kinesisk læge, som sender dig gode råd til at undgå Corona-virussen, men hvis du klikker på linket får din pc i stedet virus. 

© Mimecast

En klassisk phishing-manøvre

Francis Gaffney, der er chef for trusselsefterretninger hos Mimecast, fortæller, at strategien ofte ses, når der sker store hændelser i verden. 

"Så vil de cyberkriminelle forsøge at udnytte den forvirring, som sårbare mennesker har - og prøve at få dem til at klikke på links, fordi de er usikre".

> Læs også: 6 gode råd til at spotte spam- og svindelmails

10 unikke malwarefiler opdaget

Hos sikkerhedsfirmaet Kaspersky, der blandt andet står bag et antivirusprogram af samme navn, har de også opdaget den nye trend blandt internettets kriminelle. 

Kaspersky melder, at de pt. har opdaget 10 ondsindede filer, som er relaterede til Corona-virussen i Wuhan. 

Computer-virusserne er maskerede som PDF'er, MP4-filer og DOCX-dokumenter, så du bør være særligt på vagt, hvis du modtager mails med nogle af disse filtyper vedhæftet.

Firmaet vurderer samtidig, at der fremover vil dukke endnu mere Corona-relateret malware op, fordi interessen for emnet er så stor.

Måske er du interesseret i ...