Stort sikkerhedshul opdaget i det populære WinRAR-program

Har du pakkeprogrammet WinRAR installeret på din pc, er der nu ingen tid at spilde: Hackere har opdaget et stort sikkerhedshul i programmet, og du skal derfor enten fjerne programmet eller få det opdateret i en fart.

Kriminelle hackere er konstant på jagt efter nye sårbarheder i populære programmer på din pc, så de kan snige skadelig software ind ad bagdøren. Derfor skal du altid holde din pc opdateret.

Kriminelle hackere er konstant på jagt efter nye sårbarheder i populære programmer på din pc, så de kan snige skadelig software ind ad bagdøren. Derfor skal du altid holde din pc opdateret.

© Shutterstock / BEST-BACKGROUNDS

Der er masser af indgange på din pc, som kan udnyttes af skruppelløse kriminelle, og især dine installerede programmer er ofte i hackernes kikkertsigte.

De kriminelle ved nemlig, at hvis de opdager en ny sårbarhed i et program, som de kan bruge til at snige skadelig software ind på din pc, kan de ramme tusinder af uskyldige mennesker på én og samme tid.

Den eneste kur mod de farlige huller er, at producenterne af programmer hurtigst muligt opdager de nye sikkerhedshuller og frigiver en opdatering til programmerne, som igen lukker hullet.

Nu har de kriminelle så fundet et nyt, farligt sikkerhedshul i pakkeprogrammet WinRAR, som er installeret på millioner af computere rundt omkring i verden.

Kan afvikle skadelig kode på din pc

Det nye sikkerhedshul i WinRAR har fået navnet CVE-2025-8088, og det betegnes af eksperter som en særdeles farlig sikkerhedsbrist.

Ved at udnytte den nye sårbarhed kan kriminelle nemlig være i stand til at få WinRAR til at afvikle skadelig kode direkte på din pc, eller skrive på harddisken i utilsigtede mapper - hvilket kan resultere i tab af personlige oplysninger, penge og vigtige filer på maskinen.

Sikkerhedshullet, der allerede er blevet udnyttet af hackere, er blevet indrapporteret af eksperterne Anton Cherepanov, Peter Kosinar og Peter Strycek fra sikkerhedsfirmaet ESET, og med den viden er det nu lykkes RarLab, der står bag WinRAR, at få lukket sårbarheden med en ny opdatering til WinRAR.

Opdater WinRar

Hvis du ligesom denne skribent har en udgave af WinRAR installeret, som er ældre end version 7.13, skal du opdatere den straks (her er det version 6.24). Du finder versionsnummeret i WinRAR ved at klikke på Help og vælge About WinRAR....

© Komputer for alle

Sådan lukker du sikkerhedshullet i WinRAR

RarLab, der er firmaet bag WinRAR, skriver i en pressemeddelelse, at den farlige sårbarhed er rettet med opdateringen til version 7.13 af WinRAR.

Tjek derfor, om din egen udgave af WinRAR er ældre end version 7.13. Er den det, skal du opdatere programmet straks.

Sådan ser du, hvilken version af WinRAR, du har på din pc:

  1. Åbn WinRAR og klik på menuen Help.
  2. Vælg About WinRAR....
  3. Tjek om versionsnummeret er mindre end 7.13.

Hent den nyeste udgave af WinRAR her, og installér programmet på din pc. Installationen vil overskrive den gamle udgave af programmet med den nye.

Du kan også overveje helt at fjerne WinRAR fra din pc. I dag er programmet ikke længere strengt nødvendigt på din pc, da Windows i sig selv har en udmærket pakkefunktion.

Det kan du læse mere om, hvis du klikker på linket herunder, hvor du også kan læse om syv andre programmer, som du også trygt kan fjerne fra din pc.