Når du fremover skal bevise, hvem du er, eller hvor gammel du er, behøver du ikke længere bære rundt på dit pas eller et kørekort.
Digitaliseringsstyrelsen er nemlig i fuld gang med at forberede AltID, som er en ny app, der efter planen skal være klar i 2026.
Ideen er at lave et digitalt værktøj på mobilen, hvor du kan opbevare officielle beviser digitalt og bruge dem på mobilen frem for fysiske beviser som fx dit pas.
I første omgang vil app’en indeholde to beviser: Et alderbevis, som kan dokumentere din alder, og et identifikationsbevis, som kam bekræfte din identitet. Senere kan ifølge Digitaliseringsstyrelsen tilføjes andre beviser, som i dag ikke findes digitalt.
Sådan virker aldersbeviset i AltID
Den ene del af AltID-app’en er aldersbeviset. Som navnet indikerer, kan aldersbeviset bruges til at dokumentere, hvor gammel du er.
Det smarte ved aldersbeviset er, at du kun viser, at du er over en bestemt aldersgrænse, fx at du er over 18. Du deler altså ikke din præcise alder, dit cpr-nummer eller andre personlige oplysninger.
På den måde kan du være helt anonym, når du bruger aldersbeviset, og du kan fx bruge aldersbeviset, hvis du skal købe alkohol eller tobak i en kiosk eller et supermarked, eller hvis du skal ind på aldersbegrænsede steder, som fx natklubber og barer.
Aldersbeviset er altså særligt tiltænkt den yngre del af befolkningen, men det kan også bruges, hvis du fx skal have aldersrabat på et museum eller lignende.
Bevis din identitet med legitimationsbeviset i AltID
Det andet bevis i AltID er legitimationsbeviset, som du kan bruge til at bevise, hvem du er. Det fungerer altså som et gyldigt billed-ID, og det er smart, hvis du fx ikke har kørekort og helst ikke vil bære rundt på dit pas.
Med legitimationsbeviset får du mulighed for at vælge præcis, hvilke oplysninger du deler. På den måde kan du sikre, at modtageren kun ser de nødvendige oplysninger.
Du kan fx bruge beviset, når du skal hente en pakke og skal vise billed-ID, eller hvis du skal skal oprette et medlemskab til en rabatklub, hvor du nemt kan se, hvilke informationer, butikken får adgang til.
Brug beviserne i AltID på tre forskellige måder
Du kan bruge beviserne i AltID til at bekræfte din alder og identitet både digitalt og ved visuel kontrol. I nogle tilfælde skal beviset scannes, som du måske kender det fra billetten i toget, i andre tilfælde skal du vise skærmen frem.
Vigtig er det, at du selv styrer, hvilke data, du ønsker at dele.
- Du kan vise en QR-kode til en scanner, som så registrerer, hvem du er.
- Du kan scanne en QR-kode med din app eller klikke på et link fra din telefon og swipe, som du kender det fra MitID. Inden du swiper, vil du se, hvilke oplysninger der efterspørges. Så har du fuldt overblik over, hvad du deler med hvem.
- Du kan vise beviset på telefonen til fx en kontrollør, som så kan tjekke de oplysninger, du deler, fx din adresse eller dit navn. Ved alderskontrol vil det fremgå, om du fx er 18+ - altså ikke din eksakte alder.
App'en lover at beskytte dit privatliv
Ifølge Digitaliseringsstyrelsen er den nye app designet, så din data og dit privatliv er så sikkert som overhovedet muligt. Fx ved, at du altid får oplyst, hvilke oplysninger du deler, før du deler dem med andre.
Noget andet særligt ved app’en er, at dine beviser ligger lokalt på din telefon. Beviset er altså dit eksemplar af dine oplysninger. Når du bruger et bevis, viser du oplysninger direkte fra din mobil.
Derfor kan du bruge beviserne, uden at den, som har udstedt beviset til dig, kan se, at du bruger det.
Andre kan altså ikke følge med i, hvor og hvordan du identificerer dig.
Ifølge Digitaliseringsstyrelsen vil den nye app være klar til foråret 2026.
Få svar på dine spørgsmål om AltID
Herunder har vi samlet en håndfuld af de spørgsmål, som du kunne have til den nye AltID-app og besvaret dem efter bedste evne.
Er det nye AltID valgfrit, eller skal jeg have det på min telefon?
Det er valgfrit at installere den AltID, så der er altså ikke noget krav om at installere den. Du kan frit fortsætte med at bekræfte din alder og identitet, som du har gjort hidtil fx med pas, kørekort eller sundhedskort.
Hvornår kommer AltID?
Ifølge planen er den nye app klar til foråret 2026.
Hvorfor hedder det AltID?
Ifølge ministeriet er navnet AltID valgt, fordi fordi det er et ID, du ’altid’ har på dig, og fordi du kommer til at kunne bruge den til ’alt’ muligt forskelligt.
Hvad er alternativet til at bruge AltID?
Du kan stadig bruge dit pas, kørekort, jagttegn eller andre former for identifikation, hvis du ikke vil bruge AltID.
Kan andre se, når jeg bruger AltID?
Nej, dine beviser ligger lokalt på din telefon, og andre kan derfor ikke følge med i, om du bruger app'en og til hvad.
Hvorfor kommer der en ny app nu?
Appen er det første skridt i implementeringen af en EU-forordning, der indebærer, at alle EU-medlemslande skal udvikle digitale identitetstegnebøger til sikker identifikation og digitale beviser.
Hvad så med MitID?
AltID er en slags supplement til MitID, men AltID erstatter ingen af MitIDs funktioner. Du skal altså stadig bruge MitID præcis, som du gør i dag.
AltID og MitID har som sådan ikke noget med hinanden at gøre. Hvor MitID bruges til sikker identifikation, når du logger ind på forskellige tjenester, foretager betalinger eller lignende, gør AltID-appen det blot muligt at dokumentere alder og identitet både digitalt og ved visuel kontrol.




