Skimming: Sådan beskytter du dig mod den økonomiske svindel

Du bør være på vagt, når du hæver penge fra automater eller på anden måde bruger dit kreditkort både i butikker eller på nettet. Svindeltypen skimming, hvor svindlere aflurer dine betalingsinformationer, er nemlig i vækst.

Skimming

Skimming betyder, at svindlere får fingre i dine betalingskort-oplysninger, fx ved at manipulere kortautomater.

© Shutterstock / Przemek Klos

Når vi bevæger os rundt i den digitale verden, kan vi godt få en fornemmelse af, at der lurer en ny trussel om hvert hjørne.

Det gælder på pc'en og det gælder på mobilen, men det gælder faktisk også, når du bevæger dig rundt i det offentlige rum.

I hvert fald hvis du har dit betalingskort med dig.

Denne artikel handler om en alvorlig trusseltype, som mange slet ikke er opmærksomme på, nemlig skimming.

Hvad er skimming?

Skimming er, når nogen kopierer dine betalingskortoplysninger (fx dit kreditkort) for at kunne bruge dem til økonomisk svindel.

Formålet med skimming er at stjæle dine penge enten ved at kopiere dit fysiske betalingskort eller ved at narre oplysningerne ud af dig på nettet, så man kan foretage køb på din regning eller optage lån i dit navn.

Der findes både fysisk og digital skimming.

Ved fysisk skimming aflurere en svindler dit fysiske betalingskort fx ved at montere en skimmingenhed på en betalingsterminal, hvor du betaler eller hæver penge.

Digital skimming foregår på nettet, hvor forskellige phishing-metoder kan bruges til at narre oplysninger fra dig.

Sådan fungerer fysisk skimming

Til den fysiske form for skimming monterer en svindler en speciel skimming-enhed på fx en betalingsterminal, en benzinpumpe eller en hæveautomat.

Denne enhed læser og kopierer magnetstriben og andre oplysningerne fra dit kort, når du bruger det. Det kan både ske fysisk via en kortlæser eller trådløst via en scanner, hvis kortet har kontaktløs funktion (NFC). De fleste betalingskort i dag har NFC-chip, og den kan aflæses på kort afstand, som du måske kender det fra kontaktløs betaling i butikkerne.

Svindlerne kan herefter lave et falsk kort ud fra dine informationer, som de kan bruge til at hæve penge eller handle, eller de kan bruge kortoplysningerne til at handle på nettet.

Så beskytter du dig mod fysisk skimming

Der findes en stribe gode tips til at beskytte sig mod fysisk skimming samt andre forsøg på at franarre dig dine kortoplysninger i det offentlige rum.

  • Dæk altid tastaturet, når du indtaster din pinkode på en terminal.
  • Som udgangspunkt skal svindleren bruge både dit kort og din kode, for at kunne svindle dig. Opbevar derfor aldrig kode og kort sammen.
  • Brug kun hæveautomater og betalingsterminaler, der ser "normale" ud – undgå dem, der virker manipulerede eller har ekstra udstyr monteret. Du skal især være på vagt i udlandet.
  • Tjek jævnligt dine kontoudtog for mistænkelige transaktioner.
  • Lad aldrig dit betalingskort ude af syne og del aldrig din pikode med andre - heller ikke fx når du skal betale på en restaurant.
  • Overvej at bruge MobilePay eller andre digitale betalingsløsninger, hvor kortnummeret ikke deles med butikken. App'en MobilePay findes både til iOS og Android. Læs eventuelt vores artikel "4 apps der erstatter dit kreditkort"

Der findes tillige tegnebøger og særlige betalingskort, som beskytter dig mod trådløs skimming ved at blokere signal fra svindlernes scannere, såkaldt RFID-beskyttelse af kortene.

Sådan fungerer digital skimming

Digital skimming er skimming på nettet. Det sker typisk ved, at en svindler laver en falsk hjemmeside, hvor der er installeret ondsindet software, som opfanger de kortoplysninger, du indtaster.

Den slags hjemmesider bliver du ofte lokket hen på via phishingmails, falske sms'er eller popup-beskeder på nettet, og du vil blive lokket til at indtaste betalingsinformationer for fx at betale resterende porto på en pakke eller et abonnement eller andet, du ikke har betalt til tiden.

Så snart du har delt dit navn og kortnummer på nettet, kan svindlere bruge dine oplysninger til at tømme din konto.

Så beskytter du dig mod digital skimming

Den bedste beskyttelse mod digital skimming er således at være opmærksom på gængse phishing-metoder fx i din indbakke og på nettet.

Det kan du fx blive ved at læse vores udførlige gennemgang af phishing-metoder i artiklen "10 sikre tegn på en farlig email".

Samtidig skal du jævnligt tjekke, om din browser har fået installeret skadelige browsertilføjelser bag om ryggen på dig.

Du får overblik over de udvidelser, der er installeret i din browser ved at skrive chrome://extensions i søgefeltet i Chrome eller edge://extensions i Edge.