Hvornår har du sidst skiftet dit kodeord, hvis du skal være helt ærlig?
Mange af os har en intention om at gøre det regelmæssigt, men det er en bøvlet og irriterende affære, og derfor er der nok mange, der ikke får dem skiftet så ofte, som de burde.
Og det er et problem for særligt én type mennesker. Nemlig dem, der har meget simple og korte kodeord, som ikke tager en hacker meget mere end et millisekund at knække.
Jo længere og mere kompleks, dit kodeord er, jo sværere er det at knuse det og tvinge sig adgang til din data.
Kodeord knækkes på sekunder
Lad os tage et eksempel, hvor vi benytter en kraftig computer:
Har du en kode på fem cifre, der består af små bogstaver, vil det tage computeren under et sekund at knække koden.
Men har du en kode på otte cifre, med både tal og store og små bogstaver, vil det pludselig tage computeren 15 år at regne koden ud.
Hvor lang tid det tager at regne din kode ud, kan du selv tjekke her.
Her er de dårligste koder
Men hvad er så de dårligste koder? Det er dem, der både er korte og relativt simple i deres opbygning, og som samtidig er meget udbredte.
De er altså elendige på flere planer.
Den amerikanske sikkerhedsvirksomhed Nordpass har netop lavet en ny opgørelse, hvor de rangerer de 20 dårligste kodeord i den amerikanske befolkning.
Rangering bygger her på hyppigheden af kodeordet, altså hvor mange gange, det typisk er blevet brugt.
- secret
- 123456
- password
- qwerty123
- qwerty1
- 123456789
- password1
- 12345678
- 12345
- abc123
- qwerty
- iloveyou
- Password
- baseball
- 1234567
- 111111
- princess
- football
- monkey
- sunshine
Har du et af de kodeord, som figurerer på denne liste (eller som på dansk minder meget om), er det derfor vigtigt, at du nu overvejer at skifte dit kodeord med det samme.
Ellers er det formentlig et spørgsmål om tid, før hackere eller andre it-kriminelle får adgang til din konto.
Hold dig helt sikker
Men selvom du laver et utrolig svært og komplekst kodeord, og skifter det regelmæssigt, kan du faktisk gøre noget andet, som er endnu mere sikkert.
Flere og flere virksomheder, som fx Google, Apple og Microsoft, bevæger sig nemlig væk fra brugen af de gammeldags kodeord. Simpelthen fordi de er for nemme at knække – forstået på den måde, at finder en hacker eller lignende ud af dit kodeord, så kan denne også få adgang til dine brugerkonti og data.
Men hvis du bruger andre og mere avancerede sikkerhedsværktøjer til at logge ind og bekræfte din konto, så er det ikke længere nok bare at gætte koden.
Så skal hackeren pludselig have fat i din mobil eller fingeraftryk for at få adgang til din konto.
Hvordan fungerer passkeys?
Den teknologi kaldes passkeys, eller adgangsnøgler, og det er en teknologi, som alle de store techvirksomheder er i gang med at implementere.
I stedet for at logge ind med dit Google-brugernavn og din adgangskode, logger du ind med din telefon eller computer og dennes fingeraftrykslæser eller ansigtsgenkendelse. Nemt og enkelt.
På den måde er Google sikker på, at det er dig, og ikke en hacker, der forsøger at få adgang til din Google-konto. For det er altså langt sværere for hackeren at få fat i din mobil, end det er at få fat i din adgangskode.
Du kan læse meget mere om passkeys og **hvordan du aktiverer passkeys her**.