Hackere bruger interessen for chatrobotter til at sprede malware.
Malware-alarm:

Når du støder på ChatGPT-værktøjer på nettet, skal du tænke dig godt om. Hackere bruger nemlig den kunstige intelligens til at lokke dig og andre i fælden.

Ny trusselsbølge: Nettet vrimler med malware forklædt som chatrobotter

Facebooks sikkerhedseksperter advarer mod en kraftig trend: Overalt på nettet gemmer malware sig bag tilsyneladende tilforladelige ChatGPT-værktøjer. Over 1000 tilfælde er opdaget.

I kølvandet på digitale revolutioner kommer svindel. Sådan har det været længe. 

Hackere er yderst opmærksomme på, hvad der rører sig i teknologiens verden, og bruger flittigt aktuelle emner for at narre dig og mig.

De ved nemlig, at pc-brugere er tilsvarende uopmærksomme, når de søger efter nye og spændende værktøjer og tendenser.

Et godt eksempel på den tendens er bitcoins. Den digitale valutaform har længe været populær og efterspugt, hvilket har fået hackere til at bygge falske sites, der lokker med bitcoins og bitcoin-værktøjer, men i virkeligheden gemmer på malware.

Nu er turen kommet til chatrobotter som ChatGPT.

Læs også: Sådan sikrer du dig mod malware

ChatGPT bør få alarmklokker til at ringe

Lige nu efterspørger pc-brugere chatrobotter i stor stil. Især ChatGPT fra Open.ai er genstand for usandsynligt mange Google-søgninger og generel interesse og nysgerrighed. 

Det udnytter hackere, og chatrobot-begejstringen bruges således aktivt til at sprede malware overalt på nettet.

Det er Metas sikkerhedseksperter, der har optaget den nye, stærke tendens, som du også bør være bevidst om, hvis du vil undgå at falde i fælden. Truslen beskrives i en rapport her (på engelsk).

Læs også: En af verdens farligste malware-typer vender tilbage

Meta er Facebooks moderselskab, og eksperterne bag undersøgelsen fortæller, at hackere blandt andet camouflerer skadelige programmer som f browserudvidelser. 

Den tendens har vi allerede beskrevet i artiklen "Falsk ChatGPT-robot stjæler dine oplysninger - sådan sikrer du dig."

Chatrobot-malware findes overalt

Men udvidelser til browseren er blot en af de kanaler, hvor hackere forsøger at lukrere på chatrobot-interessen. 

I alt har Facebooks medarbejdere identiceret over 1000 hjemmesider med en eller anden form for malware forklædt som chatrobotter.

Malware, der gemmer sig bag chatrobotter spredes på en lang stribe platforme. Metas eksperter nævner blandt andet tjenester som Dropbox, Google Drive, Mega, MediaFire, Discord, Microsoft OneDrive og Apples iCloud.

Læs også: Ny Hook-malware kan overage styringen af din Android-mobil

Set fra et sikkerhedssynspunkt er chatrobotter i det hele taget en tvivlsom velsignelse. Robotterne bruges nemlig også af hackere til at skrive den skadelige kode, som gemmer sig bag malware.

Sådan sikrer du dig mod malwaren

Hvis du gerne vil benytte dig at en chatrobot, skal du som nævnt være på vagt. 

Du bør (som altid) gå direkte til de officielle kilder. Enten ChatAI's officielle hjemmeside med ChatGPT, brug ChatGPT direkte i Bing eller brug denne tilføjelse til Chrome.

> Læs også: Prøv ChatGPT - chatrobotten alle taler om

Og så skal du være skeptisk både i indbakken og på nettet, hvis du støder på hjemmesider, som forsøger at lokke dig til at installere en chatrobot.

Det kan også være nettets mange reklamer, som forsøger at pådutte dig en falsk version af ChatGPT.

Læs også: Microsoft vil smadre Google: Bygger chatrobot ind i Bing.

Måske er du interesseret i ...