Det er enkelt - og på alle måder en god idé - at oprette en ekstra mailadresse. Ja, faktisk står argumenterne for at gøre det i kø.
I den ideelle verden får vi kun post fra folk, vi kender og holder af - og til nøds vigtige breve fra fx myndighederne.
Sådan vil vi gerne have det i den fysiske postkasse, og sådan vil vi også gerne have det i mail-indbakken.
Virkeligheden er imidlertid en helt anden, for typisk oversvømmes indbakken af spam, konkurrencemails og nyhedsbreve, som du ikke anede, du havde tilmeldt dig. Og det gør det svært af fokusere på det væsentlige - nemlig de mails, som vi rent faktisk gerne vil læseog svare på.
Læs også: Tjek om dit kodeord er blevet hacket
I denne artikel kan du læse:
Derfor skal du oprette en ekstra mailadresse
For at få mere fred i din primære mail-indbakke kan du oprette en ekstra mailkonto.
Denne kan du bruge, når du fx deltager i konkurrencer eller skal indtaste en mailadresse for at modtage en rabatkode eller lignende. I sådanne tilfælde kan du nemlig let opleve, at du efterfølgende modtager en masse mails,
I Danmark og resten af EU skal det stå ganske tydeligt, hvad din mailadresse vil blive brugt til fx i en konkurrence eller en anden tilmelding. Men reglerne er ikke de samme udenfor EU, og her kan du opleve, at du skriver dig op til noget og herefter modtager mails fra alverdens afsendere, du slet ikke kender til.
Og der er det rart, at de lander i en selvstændig indbakke, så de ikke blander sig med de vigtige mails, du både vil og skal modtage.
Husk dog at tjekke den nye konto jævnligt også. Det vil jo være her, du får svar på, om du har vundet en konkurrence. Og hvis du tilmelder dig et nyhedsbrev, som du rent faktisk gerne vil læse, bør du måske også bruge din primære mailadresse, som du tjekker oftere.
Sidst i artiklen ser vi på nogle af de mange ting, du kan bruge din ekstra indbakke til. Men først skal den oprettes.
Sådan opretter du en ekstra mail-adresse
Mange har allerede en Gmail-adresse eller en Outlook-mail. Hos både Google og Microsoft kan du oprette så mange gratis mailadresser (konti) som du har lyst.
I begge tilfælde har vi skrevet en guide til, hvordan du hurtigt opretter én.
> Sådan opretter du en Google-konto
> Sådan opretter du en Microsoft konto
Hvis du har din mail hos en anden udbyder, kan du naturligvis også oprette en ekstra adresser der. Det er generelt god idé at oprette en mailadresse som ikke indeholder dit navn eller andre personlige oplysinger.
Læs også: Skift email-adresse overalt
Ekstra sikkerhed med ny mailadresse
Hvis du fx deltager i en konkurrence, som kræver, at du skriver din mailadresse, kan du nu vælge den alternative.
Dermed slipper du for at din primære indbakke bliver oversvømmet - og at din private mailadresse florerer unødigt på nettet.
Der er ingen tvivl om, at du kan blive udsat for bunker af spam, når du tilmelder dig konkurrencer eller opretter en profil for fx at bruge en tjeneste eller få rabat på en webshop. Det vil du fortsat blive, men fremover sker det i din ekstra "skjulte" indbakke og ikke i den du bruger til daglig.
Den ekstra mailadresse giver dig også ekstra sikkerhed, da de fleste af de farlige phishingmails også vil blive omdirigeret til din alternative mailadresse. Dermed mindskes i risikoen for, at du med et uopmærksomt klik falder i svindlernes fælder.
Læs også: Sådan oversætter du mails i Gmail

Mange steder på nettet kan du få rabat, hvis du tilmelder dig et firmas nyhedsbrev, men det betyder ofte, at de sender dig mails efterfølgende. Derfor kan det være en fordel at bruge en anden mailadresse end den primære til den slags.
Forbliv anonym på nettet
En anden fordel med en alternative mailadresse er at du kan forblive anonym, selvom du får brug for give andre din mailadresse. Derfor bør den nye mailadresse ikke indeholde dit navn eller andre personlige informationer.
Der kan være situationer, hvor du får brug for, at nogen sender dig en privat besked på mail fx i forbindelse med at du køber brugte varer på nettet.
Her kan det være en fordel at have en adresse, der ikke afslører dit navn.
Opret profiler med den alternative mailadresse
Hver gang du fremover opretter en ny brugerprofil på nettet, kan du bruge den alternative mailadresse.
Det gælder fx, hvis du tilmelder dig en rabattjeneste eller gør brug af nettets mange andre "gratis" tilbud, der bare lige kræver, at du afgiver din mailadresse.
I det hele taget drejer det sig om at få omdirigeret så meget korrespondance som muligt til den nye adresse, så din primære, private indbakke bliver forbeholdt "rigtig" post.
Det er altid en god ide at læse betingelserne, når du skriver en mailadresse ind et sted på nettet. Her står - i hvert fald indenfor EU - hvad din mailadresse vil blive brugt til efterfølgende, og du kan få en idé om, om du tilmelder dig et reelt nyhedsbrev eller om du vil modtage mails fra mange forskellige afsendere efterfølgende.
Læs også: Sådan sender du en anonym email
Bonus-trick: Indsæt + eller punktum i din Gmail-adresse
Vidst du i øvrigt, at du kan indsætte et eller flere punktummer i din Gmail-adresse uden at det ændrer noget? Det samme gælder, hvis du skriver et + inden @ og tilføjer et ord.
Hvis din mailadresse er [email protected] vil mails afsendt til fx [email protected] eller [email protected] også nå frem til dig. Du kan se det forklaret på engelsk i videoen herunder.
Det betyder, at du kan angive en punktum-udgave af din mailadresse, når du fx tilmelder dig en konkurrence.
Det giver dig to fordele. For det første kan du lettere sortere mails baseret på, hvilken udgave af din adresse, de er sendt til.
For det andet kan du afsløre om konkurrencefirmaet sender (eller sælger) din mailadresse videre til tredjeparter, som man desværre stadig oplever især på udenlandske sites.
Hvis du senere modtager mails fra andre på + eller punktum-udgaven af din mailadresse ved du, at firmaet bag konkurrencen har sendt mailadressen videre.