Hvordan gør du, når du skal oversætte en e-mail i din Gmail-indbakke?
Hvis svaret er, at du markerer teksten, kopierer den til udklipsholderen og indsætter den i Google Oversæt-tjenesten, gør du det forkert.
For det behøver slet ikke at være så bøvlet at oversætte indholdet i en mail.
Hvis du modtager en e-mail til din Gmail-indbakke på et andet sprog, kan du nemlig oversætte den med ét enkelt klik i selve mailen.
Og som noget nyt kan du nu også gøre det i telefonens Gmail-app. Google har nemlig lanceret funktionen til app’en til både iPhone og Android, og den er rørende let at bruge.
LÆS OGSÅ: Hvad er Google Oversæt?
Sådan oversætter du mails i browseren
Det har længe været muligt at oversætte mails i Gmail i browseren ved hjælp af Google Oversæt. Der er over 100 forskellige sprog, du kan vælge at få oversat til, og det er ganske let at gøre:
- Åbn en mail i Gmail, som er et på et andet sprog.
- Øverst til venstre i læseruden vælger du det sprog, mailen skal oversættes til.
- Klik på knappen Vis oversat meddelelse.
- Mailen er nu oversat til det valgte sprog.
I både browserudgaven af Gmail og i app’en til mobilen er det desuden muligt at få Gmail til at oversætte mails til dit ønskede sprog helt automatisk.
LÆS OGSÅ: Sådan oversætter du en PDF til dansk
Sådan oversætter du mails på telefonen
Nu kan du også oversætte mails til dansk i Gmails app til telefonen.
Når du har åbnet en mail på et andet sprog, skal du blot trykke på knappen “Oversæt til dansk”, som du finder øverst i mailen.
Funktionen til mobilen bliver løbende rullet ud til alle brugere af Gmail, og nogle får muligvis først opdateringen lidt senere end andre, men den ligger allerede tilgængelig til både Android og iPhone.
LÆS OGSÅ: Sådan oversætter du en hjemmeside