Købte du dig en ny computer i løbet af 2022?
Hvis dit svar på spørgsmålet er ja, er du en lille smule unik, for 2022 var faktisk et sandt rædselsår for samtlige pc-producenter.
Der blev nemlig solgt markant færre pc'er end i 2020 og 2021.
Tallene for salg af computere er netop blevet offentliggjort fra hele tre kilder, som er rørende enige om, at 2022 var rigtigt skidt for HP, Lenovo, Apple og de mange andre computerfirmaer.
Et fald på 38 procent i sidste kvartal
Det store analysebureau Gartner kan således berette, at pc-salget for 2022 faldt med 16,2 procent i forhold til 2021.
Som om det ikke var slemt nok, står det endnu værre til, hvis man udelukkende ser på årenes sidste kvartal. Her var 2022 således 38 procent værre end året før, hvilket absolut heller ikke lover godt for 2023.
Allerværst gik det for pc-producenten ACER, som måtte sande et fald på 41 procent. Relativt bedst klarede Apple sig, da der kun blev solgt 10 procent færre Mac'er i 2022 end året før.
Læs også: 3 god grunde til at købe en Chromebook
Gartner forudså i øvrigt ved udgangen af 2021, at 2022 ville blive et slemt år for pc-salget med et spået fald på 10 procent. Men selv dén dystre forudsigelse skulle altså vise sig at blive overgået.

På grafen her fra analysefirmaet Canalys kan vi se, at der i 2022 ikke blot var tale om et fald i salget i forhold til corona-årene, men det laveste salg i mange år. Især de stationære oc'er - desktops - har det svært.
© CanalysDet største fald ses i Europa
Gartners tal bakkes op af analysefirmaet Canalys, som dog mener, at faldet for sidste kvartal kun var på 30 procent i forhold til 2021.
Til gengæld beretter Canalys, at Europa, Mellemøsten og Afrika samlet set oplevede et fald på hele 37,2 procent for hele året.
Også analysebureuaet IDC melder om fald i en lignende størrelsesorden.
Læs også: Salget af grafikkort falder. Det kan give lavere priser
Corona-effekt, chipmangel og inflation
Efter flere års støt fald i salget af computere betød coronakrisen ellers, at der var mangel på computere. Mange virksomheder greb nemlig til lommen og købte nye computere til de mange ansatte, der måtte arbejde hjemmefra i 2020 og 2021.
Men den effekt er for længst aftaget, viser tallene fra Gartner.
Først var branchen ramt af mangel på microchips til produktionen på grund af lukkede fabrikker i Asien, og da produktionen endelig kom i gang igen, kom utrygheden og inflationen snigende med invasionen af Ukraine.
Analysefirmaerne spår, at der først for alvor vil komme gang i salget igen i 2024.
Det kan muligvis betyde lavere priser, når efterspørgslen er lav. Så du kan måske være heldig at gøre et godt computerkøb i løbet af de næste par år.
> Læs også: 5 gode råd før du køber ny computer
Lys forude: Windows 10 udløber i 2025
Computerproducenterne har dog i hvert fald ét lys at se frem mod: I 2025 udløber Microsofts support for Windows 10.
Det vil alt andet lige betyde, at en masse pc-brugere og firmaer skal ud og investere i nye maskiner med Windows 11. Med mindre Microsoft slækker på hardware-kravene til Windows 11, så vi alle kan opgradere den computer, vi allerede ejer.
Hvis du er på udkig efter en ny pc i 2023, kan du passende slå et smut forbi Komputer for alles Testzone hvor vi løbende anmelder nye computere.
> Læs også: Nu er det slut med Windows 7 og 8 - rammer millioner af pc'er