Mangel på mikrochips i hele verden
Mangel på mikrochips

Det er ikke størrelsen, der betyder noget. De små mikrochips er afsindigt vigtige for os, men vi har ikke nok af dem.

© Shutterstock

Mangel på mikrochips: Det betyder det for dig

Verden mangler mikrochips, og det giver store problemer for bilproducenter og elektronikgiganter. Men manglen på mikrochips har også konsekvenser for dig.

Mikrochips er ganske små, men de har alligevel enorm betydning for verdenssamfundet anno 2021.

Det er tydeligt disse dage, hvor verden har akut mangel på de små dimser, der får biler, grafikkort og mobiltelefoner til at virke.

Corona, tørke i Taiwan og problemer på fabrikker har gjort, at vi lige nu mangler mikrochips, og det har bragt flere af verdens største virksomheder i knæ.

Men hvad betyder det egentlig for dig, at verden mangler mikrochips?

LÆS OGSÅ: Slut med smartphones fra LG

Lang ventetid på elektronik

Som følge af manglen på mikrochips har flere producenter været forhindret i at levere varer i det omfang, de normalt kan. Det betyder for eksempel, at du kan risikere at vente i flere måneder, hvis du har bestilt et produkt, der har en mikrochip.

I nogle tilfælde kan produktet slet ikke bestilles, og du må derfor vente i uoverskueligt lang tid på bare at kunne bestille en vare, som tilfældet er med spillekonsollen Playstation 5 og flere Apple-produkter.

Vi har tidligere beskrevet, hvordan dette har påvirket Samsung - især på deres billigste telefonmodeller.

Ventetiden er dog ikke det eneste problem. Prisen på visse produkter som eksempelvis grafikkort er også steget på grund af den høje efterspørgsel og de få chips.

LÆS OGSÅ: Mangel på chips til smartphones rammer Samsung

Undlader ekstraudstyr i nye biler

Også bilproducenterne verden over har brug for de manglende mikrochips. Mange bilmærker har ganske enkelt svært ved at bygge nok biler. 

Volkswagen manglede eksempelvis at bygge 100.000 planlagte biler bare i marts måned.

Det skyldes, at flere moderne biler har digitalt udstyr installeret, og som løsning vælger nogle producenter at undlade at installere det udstyr, som kræver mikrochips.

Hvis du står og skal til at købe ny bil, kan du derfor godt forberede dig på lang ventetid, hvis du vil have en bil med de nyeste funktioner.

LÆS OGSÅ: Apple CarPlay gør din bil mere intelligent

Derfor mangler vi mikrochips

Der er flere grunde til, at verden mangler mikrochips. 

En ulykke kommer nemlig som bekendt sjældent alene, og det seneste år har i den grad været spækket med ulykker, som er skyld i, at vi nu mangler de uundværlige mikrochips.

For det første har der mildt sagt været stor efterspørgsel efter computere og andet elektronik som følge af den nedlukning, coronapandemien har medført. 

En nedlukning, der samtidig sendte medarbejdere på verdens mikrochip-fabrikker hjem.

Taiwan, som står bag en stor del af verdens chipset-produktion, blev desuden ramt af en omfattende tørke, og da det kræver store mængder vand at lave mikrochips, satte også det en stopper for produktionen.

Dertil kommer en strømafbrydelse på en fabrik i Texas og en brand på en fabrik i Japan. Der er altså mange årsager til, at verden nu mangler mikrochips, og chipproducenten Intel forudser, at problemerne kan vare ved i hele to år endnu.

LÆS OGSÅ: Fremtidens teknologi: Foldbare computere

Måske er du interesseret i ...