Microsoft fylder 50 år: Her er de største øjeblikke

I år er det 50 år siden, Microsoft blev grundlagt. Vi tager dig på en tur gennem historien og viser dig, hvordan Microsoft blev en af verdens største virksomheder.

Microsoft fylder 50 år

Microsoft fylder 50 år. Vi ser nærmere på nogle af de ting, som Microsoft har budt på gennem et halvt århundrede.

1975 var året, hvor Bill Gates og skolekammeraten Paul Allen grundlagde virksomheden Microsoft.

Siden da er der løbet mange kilobytes gennem kredsløbene, og Microsoft er i løbet af de seneste 50 år vokset til en af verdens mest betydningsfulde og værdifulde virksomheder – i perioder har Microsoft endda været verdens mest værdifulde virksomhed.

Men hvordan gik Microsoft fra at være en lille og nichepræget virksomhed til at skabe verdens mest udbredte styresystem, Windows, der i dag er installeret på milliarder af computere verden over?

Vi giver dig herunder historien om Microsoft gennem de seneste 50 år – fortalt gennem de største højdepunkter og milepæle for virksomheden.

1975 – Microsoft etableres

Microsoft etableres af Bill Gates og skolekammeraten Paul Allen.

De udviklede i første omgang et program til mikrocomputeren Altair 8800. Det var dog først flere år senere, med MS-DOS, at Microsoft opnåede kommerciel succes.

1975 Microsoft blev grundlagt

Her ses Bill Gates og Paul Allen i Microsofts spæde start.

© Microsoft

1981 – Verden møder MS-DOS

Startskuddet til Microsofts kommercielle succes lød i 1981. Her blev IBM PC lanceret, og den havde Microsoft MS-DOS som styresystem.

Læs mere om IBM-PC'en i vores artikel fra 2021, hvor pc'en, som vi kender den, fyldte 40 år.

Den smarte model havde hele 16 kilobyte RAM, men IBM havde ikke selv ressourcerne til at lave software, så det hyrede de det lille softwarefirma Microsoft til at lave.

Husker du MS-DOS fra 1981?

Husker du MS-DOS fra 1981?

© Microsoft

1982 – Tag på flyvetur med Microsoft

Året efter, at IBM PC kom på markedet, i 1982, hev Microsoft noget af en kanin op af hatten.

Det blev nu muligt at bruge computeren til at flyve en tur i en vaskeægte flysimulator. Flysimulatoren havde fire farver, hvis den blev kørt på en IBM PC med CGA-grafikkort (Color Graphics Adapter).

Microsoft har siden da videreudviklet på flysimulatoren, Microsoft Flight Simulator, som i dag imponerer med virkelighedstro grafik.

flight simulator is first shown in 1982

Microsofts dengang meget realistiske flysimulator solgte på fem år 800.000 eksemplarer.

1990 – Spil 7-kabale på din computer

Kortspillet 7-kabale er kendt og elsket af Windows-brugere verden over. Det blev introduceret i Windows 3.0 i 1990 og var en fast del af Windows frem til Windows 7 i 2009.

Hvis du savner 7-kabalen i Windows, kan du heldigvis stadig få den gode gamle version til din pc.

7-kabale i Windows

I 1990 blev det første gang muligt at spille 7-kabale i Windows.

© Microsoft

1992 – PC’en fik fildeling

I 1992 kom Windows 3.1 og 3.11, der for alvor gjorde Windows populær blandt den brede befolkning. Det skyldtes blandt andet den indbyggede netværksfunktionalitet, som gjorde det lettere for computere at dele filer og printere uden behov for ekstra software.

Hvis du savner Windows 3.1, kan du gå på opdagelse i styresystemet her.

Med Windows 3.0 fik vi bedre filhåndtering og andre indbyggede programmer.

Med Windows 3.0 fik vi bedre filhåndtering og andre indbyggede programmer.

© Wikipedia

1995 – Hej til Start-knappen

Sammen med Windows 95 introducerede Microsoft også noget helt nyt i Windows: Start-knappen og proceslinjen, hvor alle kørende programmer var repræsenteret med deres navn og et ikon.

Og i 1996 kunne man for første gang gå på World Wide Web med Internet Explorer, der blev leveret som en integreret del af Windows.

Savner du den gode, gamle start-menu og det mere rene udtryk fra de tidligere versioner ad Windows, kan programmet Classic Shell omdanne din startmenu i Windows 10 eller 11 til en klassisk menu, med en mere overskuelig opbygning.

Startmenu i Windows 95

1995 lancerede Microsoft Windows 95, som var radikalt anderledes end de tidligere udgaver af Windows. Nu startede computeren op direkte i Windows og man skiftede fra 16 til 32 bit.

© Microsoft

2001 – Favoritten XP lanceres

I 2001 lancerede Microsoft en af virksomhedens mest sejlivede succeser: Windows XP. Et klippestabilt styresystem, som ikke var plaget af de systemnedbrud, der plagede tidligere Windows-versioner.

Ifølge Wikipedia kører 0,3 procent af verdens Windows-pc’er stadig Windows XP.

Windows XP var den første sammensmeltning af Microsofts erhvervsudgaver og hjemmeudgaver af Windows.

© Microsoft

2007 – Windows Vista ser dagens lys

Hvor Windows XP står tilbage som en virkelig succeshistorie, er minderne om Windows Vista, der kom i butikkerne i 2007, noget mere blandede.

Brugerfladen var meget anderledes og gennemsigtig, og så var systemet voldsomt ressourcetungt. Det gjorde, at mange oplevede Vista som et meget langsomt og tungt styresystem.

Windows Vista

Systemet var langsomt, ustabilt og føltes tungt, fordi det rummede masser af ny og avanceret grafik, som sendte pc'ens processor på overarbejde.

© Microsoft

2009 – Windows 7 redder dagen

Allerede to år senere, i 2009, var redningen klar. Windows 7 blev lanceret af Microsoft og høstede store roser for sin stabilitet og mindre gumpetunge facon end Vista.

Windows 7 introducerede desuden Aero Peek, der gjorde det muligt at se de åbne vinduer ved at holde musen over proceslinjen, samt Aero Snap, der gjorde det muligt at arrangere vinduer ved at trække dem til kanten af skærmen.

Faktisk var Windows 7 så populært, at vi her på komputer.dk i 2020 i artiklen "Windows 7 nægter at dø," kunne fortælle, at 20% af verdens pc'er stadig kørte med Windows 7 til trods for at Windows 10 havde været på markedet i fem år.

Windows 7

I 2009 lancerede Microsoft Windows 7 som en længe ventet afløser af det udskældte Windows Vista. Her blev der skruet ned for den kritiserede brugerkontrol, og Windows 7 var hurtigere og mere stabil.

© Microsoft

2012 – Microsoft laver sin første Surface-PC

Microsoft lancerede Windows 8 i 2012. Det var ikke et traditionelt desktop-styresystem, men skulle i stedet passe til skærme i mange størrelser og i teorien både computere, tablets og mobiler. Microsoft lancerede også sin første egen-designede pc-tablet, Surface.

Brugerfladen i Windows 8 blev senere droppet af Microsoft, men Surface-computerne bliver stadig produceret den dag i dag. Det er kun et par måneder siden, vi sidst har testet en Surface-pc her på Komputer for alle.

Surface pc

Den oprindelige Surface havde 2 GB ram, 10,6" skærm og 64 GB lagerplads.

© Microsoft

2015 – Tilbage til rødderne med Windows 10

Efter kritik af Startmenuen i Windows 8 vendte Windows 10 tilbage til den klassiske Startmenu, men med en moderniseret version.

Microsoft introducerede desuden både Microsoft Store og den ikke særlig smarte kunstige intelligens, Cortana, i Windows 10.

Windows 10

Da Windows 10 kom i 2015, var den velkendte startmenu tilbage.

© Microsoft

2021 – Skrappe krav i Windows 11

Med lanceringen af Windows 11 i 2021 blev Windows opdateret med et mere moderne og strømlinet design, og hjørnerne blev fx mere runde.

Med denne Windows-opdatering fulgte også en række temmelig skrappe systemkrav, herunder krav om en 64-bit processor, 4 GB RAM, 64 GB lagerplads og TPM 2.0.

Dette medførte, at mange ældre pc'er ikke kunne opgradere til Windows 11, hvilket var en markant ændring i forhold til tidligere Windows-versioner.

Senere i år fylder Windows 40 år. Her kan du læse vores historie fra 2020, da systemet fyldte 35.

Sådan ser Windows ud den dag i dag.

© Microsoft