Windows 7 er stadig meget populært

Hver femte Windows-pc i verden kører stadig med Windows 7, og det er ikke ufarligt at bruge det gamle styresystem. 

Windows 7 nægter at dø

Det er mere end 5 år siden, at Windows 10 blev lanceret, men forgængeren Windows 7 er stadig installeret på over 20 procent af verdens pc'er. Hvis det også gælder din pc, kan du stadig opgradere gratis til Windows 10.

Windows 7 er en af de bedste Windows-udgaver, der nogensinde er sendt ud fra Microsofts hovedkvarter i Seattle.

Så populær, at styresystemet stadig er at finde på mere end 20 procent af verdens pc'er. Det viser helt ny statistik fra NetMarketShare, som holder øje med de pc'er, der besøger hjemmesider på internettet.

Den tilsvarende andel for Windows 10 er på 64 procent, så Windows 7 er pt. verdens andenmest udbredte styresystem.

Selvom Windows 7 stadig fungerer ligeså godt i dag, som det gjorde da Windows 10 blev lanceret i 2015, er det ikke uden risiko at fortsætte med at bruge det.

Windows 7 bliver ikke længere opdateret

I januar i år nåede Windows 7 det såkaldte "end of life", der betyder at Microsoft ikke længere sender opdateringer til Windows 7, eller på anden måde hjælper dig, hvis der opstår problemer med styresystemet.

Det betyder også, at eventuelle sikkerhedshuller kan udnyttes af hackere uden at hullerne bliver rettet af Microsoft. 

Derfor fraråder vi, at du bruger Windows 7 til at gå på nettet. 

En pc med styresystemet kan dog fint bruges som fx en medie-pc, der sender musik og film op på tv'et - så længe den ikke har adgang til internettet.

Opgradér gratis til Windows 10

Flere udenlandske medier har for ganske nylig afprøvet den velkendte opgraderingsfunktion, hvor pc'er med Windows 7 opgraderes til Windows 10, og det viser sig, at det stadig er muligt at benytte muligheden.

Det betyder, at du faktisk kan opgradere din pc med Windows 7 til den nyeste udgave af Windows uden at betale en krone for det. 

Dermed bliver din pc igen sikker og kan bruges på nettet uden bekymringer. 

> Du kan læse her, hvordan du opgraderer Windows 7 til Windows 10 gratis <

Vi anbefaler, at du snarest muligt opdaterer pc'en til Windows 10, da vi ikke ved hvor længe den gratis mulighed eksisterer.

Måske er du interesseret i ...