Cortana er en digital assistent i Windows.
Eller måske skulle vi snarere sige "var". For den anden juni i år kunne Microsoft bekendtgøre, at man stopper med support til assistenten i løbet af 2023. Det skete i det skjulte i et såkaldt "support-dokument" på Microsofts hjemmeside.
Helt konkret forlyder det, at Microsoft ikke længere vil supportere Cortana-app'en i Windows fra slutningen af 2023.
Inden Microsoft nåede så langt, har man de seneste år stille og roligt skruet ned for ambitionerne omkring Cortana. Så udmeldingen kommer ikke som det store chok.
Læs også: ChatGPT: Prøv chatrobotten, som kan svare på (næsten) alle dine spørgsmål
Hvad er Cortana?
Cortana er en app til Windows (og mobilen), som du kan kommunikere med og dermed få svar på spørgsmål direkte i Windows.
Cortana er baseret på søgemaskinen Bing, men du kan også bruge den til at gennemføre opgaver i Windows, fx oprette en kalenderaftale, sende en mail eller lignende.
Læs også: Derfor skal du overveje at bruge Bing
Cortana så først dagens lys på en udviklerkonference i 2014. Siden blev den digitale assistent bygget ind i Windows 10, kort efter at det udkom i 2015.
På det tidspunkt var Cortana kun på engelsk. Siden kom sprogene japansk, fransk, tysk, portugisisk, spansk, italiensk og kinesisk til.
Læs også: Hvad er Google Assistant, Amazon, Alexa og Siri?
Cortana kom aldrig på dansk
Da Cortana kom frem, og i årene der fulgte, var vi på Komputer for alle ovenud begejstrede.
Vi glædede os som små børn til at prøve den digitale assistent. Tænk at kunne tale med sin Windows-computer. Også selvom det kun var på engelsk.
Du kan læse om vores begejstring i artiklen Prøv Windows' intelligente Assistent Cortana allerede i dag fra 2018.
Selvom det var Microsofts erklærede hensigt at udvikle Cortana til dansk og de øvrige nordiske sprog, blev det aldrig til noget.
For en almindelig dansk Windows-bruger var Cortana i stedet noget, der fra tid til anden dukkede op i Windows' startmenu og i andre sammenhænge i Windows, men som vi som danskere var afskåret fra at benytte. En irritation, som var nærmest umuligt at fjerne fra Windows.
Og selv i de lande, som kunne benytte Cortana, blev assistenten fra Microsoft aldrig nogen himmelråbende succes. Konkurrencen fra andre digitale assistenter som Apples Siri, Amazons Alexa og Google Assistent, var ganske enkelt for stor.
Læs også: Google Assistent slår Siri og Alexa i test
Copilot tager over
Microsoft har et nyt assistent-projekt i støbeskeen, og lukningen af Cortana skal helt sikkert også ses i det lys.
Microsoft 365 Copilot (det engelske udtryk for andenpilot) er således en spændende assistent til blandt andet Microsofts kontorpakker.
Værktøjet er i højere grad end Cortana baseret på kunstig intelligens. Copilots endelige lanceringsdato på engelsk (for slet ikke at tale om dansk) er endnu ukendt.
Det kan du læse om i artiklen Microsoft 365 Copilot: kunstig intelligens direkte i kontorpakken.