Allerede tilbage i marts måned annoncerede Samsung og Huawei, at de snart var klar til at sende smartphones med foldbare skærme på markedet. Begge producenter mente, at vi ville se deres foldbare telefoner i butikkerne i løbet af få måneder.
Men så gik det hele galt.
Særligt Samsungs Galaxy Fold-telefon fik megen opmærksomhed, da flere anmeldere, der havde fået lov til at teste den foldbare telefon, afslørede, at der var særdeles mange fejl og mangler.
Vi skrev dengang om, at Samsung måtte trække deres foldbare telefon tilbage.
Kort tid efter trak Samsung alle testmodellerne tilbage, og udskød udgivelsen af Galaxy Fold på ubestemt tid.
Huawei kæmpede med Google

Huaweis foldbare Mate X telefon nåede aldrig ud til forbrugerne, men måske er den på vej nu.
Huawei, der annoncerede deres foldbare Mate X telefon i marts, nåede slet ikke at sende test-eksemplarer ud til pressen. Derfor er det svært at sige noget om, om telefonen egentlig var klar til at komme på markedet.
Til gengæld blev firmaet ramt af en handelsblokade i USA, der blandt andet betød, at Google ikke ville arbejde sammen med dem. Denne blokade er dog siden blevet lempet.
Flere forbedringer i Galaxy Fold

Ryggen på Samsungs Galaxy Fold er én af de ting, der er blevet forbedret.
© SamsungNu har Samsung dog endelig præsenteret den reviderede udgave af Galaxy Fold - og det ser ud til, de har lyttet til mediernes bekymringer omkring den originale version:
Samsung Galaxy Fold har nu fået en ryg, der gør det sværere for støv og skidt at komme ind i det bøjelige hængsel, og derfra videre til skærmen, hvor snavset kan vold skade.
Desuden er der kommet en ny, bedre beklædning på fronten af skærmen.
Ifølge Samsung selv, kommer Galaxy Fold på markedet i løbet af september, og rygterne vil vide at det bliver 18.-20. September - lige i tid til at konkurrere med Apples nye iPhone 11.
Prisen på Samsung Galaxy Fold vil så vidt vides stadig være den samme som før, cirka 15.000 kroner.
Modstridende rygter om Huawei Mate X

Huawei Mate X ligner meget sig selv fra den tidligere præsentation, men har dog fået et ekstra kamera på bagsiden.
© Li Wei - WeiboFå dage efter Samsungs meddelelse om, at Galaxy Fold igen var på banen og klar til at blive (gen)udsendt, dukkede der også overraskende nyt op om Huaweis foldbare Mate X:
En kinesisk journalist mødte helt tilfældigt Huaweis direktør, Richard Yu, i en lufthavn, hvor journalisten fik lov til at se den seneste version af Mate X. Den største fornyelse i forhold til versionen fra marts, er, at der er kommet en ekstra kamera-sensor på, så der i alt er fire.
Rygterne omkring den endelige lancering af Huawei Mate X er modstridende: Nogle kilder siger at Mate X også kommer i løbet af september, men Huawei selv siger, at de stadig er ved at optimere telefonen, og at den ikke kommer på markedet, før den er helt perfekt.
Hvad enten Samsung Galaxy Fold eller Huawei Mate X kommer først på markedet, så ser det i hvert fald ud til, at vi når at få foldbare telefoner i butikkerne i 2019.