Motorola Moto G86 Power

Enorm batterikapacitet og en fornuftig pris er de stærkeste kort for denne mobil, der dog tvangsinstallerer en del uønskede apps.

Du får virkelig noget for pengene med Moto G86 Power.

På trods af den forholdsvis lave pris, har telefonen en udmærket ydelse, og vi oplevede kun sjældent, at den tøvede et øjeblik, når vi trykkede på et menupunkt eller åbnede en app.

Nogle apps bliver automatisk installeret, når du tænder Moto G86 Power første gang. Det er fx browseren Opera og AI-tjenesterne Perplexity og Copilot.

Installerer automatisk apps

Heldigvis kan du fravælge Candy Crush og flere lignende spil under den indledende indstilling af telefonen. Hvis du vil slippe for at få dem installeret, skal du dog ned i en lidt camoufleret undermenu og fjerne et flueben. Det kunne godt være lavet lidt mere hæderligt.

Selv om vi forsøgte at undgå de ekstra apps, endte vi med 14 af slagsen, da installationen var overstået.

Ud over apps fra andre leverandører får du også en håndfuld af Motorolas egne. De er heldigvis et mere positivt bekendtskab. Moto-app’en hjælper dig fx med at få styr på de vigtigste indstillinger, og der er også en sikkerheds-app, som blandt andet kan oprette en låst mappe på telefonen.

Holder strøm i to døgn

Motorola Moto G86 har fået tilnavnet “Power”. Det skyldes, at telefonen er udstyret med et batteri med en enorm kapacitet – hele 6.720 mAh, hvor de fleste telefoner ligger omkring 5.000 mAh.

Man skulle tro, at batteriet ville fylde og veje meget, men Moto G86 Power ligner egentlig en helt almindelig smartphone og vejer 198 gram.

Efter vores indledende målinger af telefonens ydelse brugte vi den som daglig telefon i et par uger, og vi fik en gennemsnitlig batteritid på lige over to døgn.

Det er virkelig ikke hverdagskost i en telefon med så stor en skærm.

Telefonen har allerede cover på

Bagsiden på Moto G86 Power er dækket af plastik med en ru overflade, som giver et godt greb.

Når du åbner æsken og tager telefonen op, har den dog allerede fået påsat et cover i samme farve som bagsiden.

Coveret dækker kanterne af telefonen og strækker sig lidt længere ud end glasset, så det sandsynligvis er coveret, der tager imod slaget, hvis du taber telefonen på gulvet.

Motorola Moto G86 Power

Motorola Moto G86 Power

Karakter: 8.6/10
Pris: 2.799 kr
Mærke: Motorola
Testdato: 08. oktober 2025
8.6 KOMPUTER FOR ALLE
Plus
God ydelse til prisen
Stort batteri
Minus
Påtrængende reklame-apps
Konklusion
En fremragende budgettelefon til dig, der prioriterer batteritid højt. Men du må leve med mange forinstallerede apps.
Specifikationer
Phone
Processor
Mediatek Dimensity 7300
Hukommelse (RAM)
8 GB
Lagerplads
512 GB
Skærmstørrelse
6,67"
Skærmopløsning
2712 x 1220 pixels
Tilslutninger
USB-C
Batteritid
2 døgn
Batterikapacitet
6720 mAh
Styresystem
Android 15
Netværk
Wi-Fi 6, Bluetooth 5.4
Mål
16,1 x 7,5 x 0,9 cm
Vægt
198 g
Fingeraftrykslæser
Ja, i skærmen
Kamera
50 MP, 8 MP ultravidvinkel, 32 MP selfiekamera
Udskifteligt microSD-kort
Ja
Benchmark (højest er bedst)
Geekbecnh: 1046 single-core, 3022 multi-core, 2576 GPU OpenCL