Det er tydeligt, at der er brugt kræfter på designet af Motorolas nye telefon, Edge 60 Fusion, for den ser dyrere ud, end den egentlig er.
Skærmens glas er elegant buet ned mod siden, så skærmbilledet virker bredere. Billedkvaliteten er usædvanlig god for denne prisklasse, og du kan skrue så højt op for lysstyrken, at du kan bruge skærmens lys som et alternativ til lommelygten på bagsiden.
De tre farver, som telefonen kan købes i, er udvalgt i samarbejde med farvevirksomheden Pantone, og der medfølger et plastikcover i næsten samme farve som telefonen. Her viser den buede skærm sig faktisk som en ulempe, for coveret dækker nemlig ikke siden af telefonen ordentligt på grund af det buede glas.
I vores tid med Edge 60 Fusion foretrak vi derfor bare at bruge den uden coveret. Bagsiden af telefonen er dækket af et gummiagtigt materiale, som giver et rigtig godt greb, og derfor er risikoen for at tabe den heller ikke så stor.
Fin ydelse til prisen
Edge 60 Fusion er ikke blandt tidens hurtigste telefoner, men i forhold til den beskedne pris, er ydelsen egentlig fin. Det var sjældent, at vi oplevede forsinkelser i apps, når vi brugte telefonen.
Styresystemet er Motorolas tilrettede udgave af Android. Det er efter vores mening en af de mest vellykkede tilpassede Android-udgaver. Der er konsekvens i designet, og det er nemt at finde rundt i funktionerne.
Der er også en udmærket app, som viser dig rundt i systemets muligheder, så du også finder de mere skjulte tricks som fx den smarte genvej til at tænde lommelygten ved at ryste telefonen et par gange.
For mange overflødige apps
På den anden side kunne vi sagtens undvære de mange ekstra apps, der er installeret på Edge 60 Fusion fra fabrikken, eller som du selv skal vælge fra under den indledende opsætning af telefonen. Hvis vi vil spille Candy Crush kan vi altså sagtens selv finde ud af at hente spillet.
Et eller andet sted i opstartsprocessen fik vi også i et uopmærksomt øjeblik sagt ja til en live-låseskærm. Det viste sig at dække over en reklamefyldt galleri-app, som vi måtte bruge lidt tid på at få fjernet igen, så vi kunne låse telefonen op uden forstyrrelser.
