Du får virkelig noget for pengene i Motorolas nye Edge 60 Pro.
Telefonen har en stærk processor, og der er rigeligt med arbejdshukommelse, så alle apps bliver afviklet i en ruf.
Skærmen giver et flot billede på niveau med andre telefoner i denne prisklasse. Siderne af glasset er buet, og det betyder, at aluminiumskanten rundt om telefonen er temmelig smal, og dermed også lidt svært at holde ordentligt fast i.
Du kan få et bedre greb om telefonen ved at sætte det medfølgende cover på, men det er næsten synd, hvis du fx har købt den spektakulære lilla model, som vi lånte til test.
Irriterende reklame-apps
Selv om du har købt og betalt telefonen, slipper du ikke for en bunke forinstallerede reklame-apps fra blandt andet TikTok og Temu. De kan slettes, men det er irriterende at skulle spilde tid på den slags, når man bare gerne vil igang med at bruge sin nye telefon.
Du får også nogle af Motorolas egne apps, og de gør til gengæld oplevelsen med telefonen bedre.
App’en Moto hjælper dig med at få overblik over de mange indstillinger og telefonens særegne funktioner. Funktionerne præsenteres i Moto med fotos og animationer, så det er nemt at forstå, hvad du skal gøre. Som noget unikt for Motorola kan du fx tænde for LED-lampen på bagsiden ved blot at ryste telefonen et par gange.
Kæmpestort batteri
Der er blevet plads til et batteri på hele 6.000 mAh, og det kan også mærkes i batteritiden.
Vi kunne flere gange bruge Edge 60 Pro i to hele døgn uden at behøve at lade den op undervejs. Du får i øvrigt ikke en oplader sammen med telefonen, så du må regne med en ekstraudgift, hvis du vil kunne lade telefonen hurtigt op.
Og så er vi til sidst lige nødt til at nævne Motorolas mærkværdige mani med at hælde parfume ned i æsken til telefonen. Tre uger efter vi begyndte at bruge Edge 60 Pro, lugtede den stadig af parfume. Det er værd at bide mærke i, hvis du er allergisk over for den slags.
