Smart trick: Find og del Wi-Fi-koden med mobilen

Du behøver ikke grave routeren frem fra bagerst i teknikskabet, hvis du ikke kan huske Wi-Fi-koden til dit netværk. Du kan bare bruge din iPhone eller Android-mobil til at dele koden.

Del koden til wifi via telefonen

Uanset om du har en iPhone eller en Android-mobil, kan du let dele koden til et netværk med en ven eller kollega. Vi viser hvordan.

© Shutterstock/ParinPix

"Hvad er Wi-Fi-koden?"

Det spørgsmål har du med garanti fået, hvis du har haft gæster - særligt, hvis der har været børn til stede. Du kan også få brug for koden, hvis du får en ny printer, computer eller telefon, som skal på nettet.

Og så er det ellers på jagt efter koden, som kan være både lang og besværlig at huske. Måske står den på routeren, måske har du den på et stykke papir i en skuffe, måske aner du slet ikke, hvor du finder koden til dit Wi-Fi.

Heldigvis er der en let måde at finde koden og dele den med andre direkte fra telefonen - uanset om du har en Android-mobil eller en iPhone.

Find Wi-Fi-koden med din Android-telefon

For at finde koden til Wi-Fi-netværket kræver det først og fremmest, at din telefon er forbundet til Wi-Fi-netværket. Derudover kræver det for en Android-mobil, at den kører Android 10 eller nyere, hvilket langt de fleste telefoner gør i dag.

Fremgangsmåden kan variere en smule fra producent til producent, men foregår mere eller mindre som herunder.

  1. Åbn Indstillinger på telefonen. Tryk på Netværk og internet, og vælg derefter Internet eller Wi-Fi.
  2. Øverst vil du se det netværk, du er forbundet til. Tryk på navnet for at åbne netværksoplysningerne.
  3. På skærmen ser du nu en knap med teksten Del eller et lille dele-ikon – tryk på den. Du bliver bedt om at bekræfte din identitet med fingeraftryk, PIN-kode eller adgangskode.
  4. Nu vises en QR-kode på skærmen – og lige nedenunder står din Wi-Fi-adgangskode.
  5. Du kan nu enten skrive koden ned eller lade en anden scanne QR-koden direkte med deres telefon.

Sådan bruger du iPhone til at finde Wi-Fi-koden

Har du en iPhone, kan du lave samme, smarte manøvre. I modsætning til Android er metoden den samme, uanset hvilken iPhone, du har. Det kræver naturligvis, at din iPhone er forbundet til det pågældende netværk.

  1. Gå ind i Indstillinger og vælg Wi-Fi. Her ser du en liste over tilgængelige netværk.
  2. Tryk på det lille i-ikon ud for det netværk, du er forbundet til. Nu åbner en side med detaljer om netværket.
  3. Under feltet Adgangskode vil du se prikker, der skjuler koden.
  4. Tryk på prikkerne, hvorefter du bliver bedt om at godkende med Face ID, Touch ID eller din adgangskode. Når det er gjort, vises selve koden.
  5. Du kan nu nemt kopiere adgangskoden eller fortælle den videre.

Funktionen virker også med andre netværk, som din iPhone tidligere har været forbundet til – så længe de stadig er gemt i din nøglekæde.

Vi har tidligere vist, hvordan du kan bruge din computer til at finde koden frem. For der findes nemlig deciderede programmer til Windows, som kan vise dig koden, ligesom det faktisk også er muligt at finde Wi-Fi-koden direkte i Windows.