Xiaomi 15T Pro er en telefon for folk med store hænder eller måske bare for dig, der ikke kan få skærmen stor nok.
Den flotte skærm er på voldsomme 6,83 tommer, og på trods af at skærmarealet når næsten helt ud til kanten, så betyder det, at telefonen er så stor, at det kan være svært at få et godt greb om den med en gennemsnitlig næve.
Selv om 15T Pro ikke ligefrem er billig, koster den trods alt under det halve af de dyre toptelefoner, og den ligner en meget dyrere telefon – både når det gælder design og ydelse.
Xiaomi 15T Pro klarede sig rigtig godt i vores test af processoren og den grafiske regnekraft, og det kan også mærkes ligegyldigt hvilke apps, du kører på telefonen.
Kameraet i 15T Pro er bygget i samarbejde med tyske Leica, og det er tilsyneladende ikke bare et salgstrick. Det primære kamera giver billeder med en dybde og kontrast, som sjældent ses i denne prisklasse. Vi tog nogle billeder på lang afstand med kameraets telelinse, og det var faktisk ikke til at se, at vi havde zoomet kraftigt ind, før vi forstørrede det færdige billede på skærmen.
Masser af lagerplads
Vores testmodel af 15T Pro var udstyret med 512 gigabytes lagerplads, og hvis det ikke er nok, kan du vælge en model med 1 terabyte.
Måske er det den store mængde plads, der har lokket Xiaomi til at lægge en bunke reklame-apps på telefonen, for den er proppet med ligegyldige apps, som du må bruge din første tid med telefonen på at skille dig af med.
Vi har set større mængder bras i Xiaomis billige modeller, men det ville ærligt talt være rart at være helt fri for den slags, når du har betalt flere tusind kroner for en ny telefon.
Brug telefonen som walkie talkie
Telefonen har en lidt speciel funktion, hvor du bruger den som en walkie talkie. Hvis du befinder dig et sted uden mobildækning, kan du kalde direkte op til en anden Xiaomi 15T eller 15 Pro, hvis du fx er ude at vandre med en makker. Rækkevidden er op til et par kilometer.
Hvis du skulle vove dig ud i vildmarken, kan du også glæde dig over, at Xiaomi 15T Pro er sikret grundigt mod støv og vand med en IP68-certificering, og skærmen er fremstillet af det stærke Gorilla-glas.
Xiaomi lover seks års fremtidige sikkerhedsopdateringer, så styresystemet skulle også være beskyttet indtil et stykke ind i det næste årti.

