Digital gudstjeneste

Nu kan du finde din gudstjeneste på nettet, og høre prædiken hjemme i sofaen.

Få gudstjenesten hjem i stuen

Kirkegængerne kan ikke komme i kirkerne på grund af Corona-krisen, og det har fået adskillige kirker til at finde nye veje, så gudstjenesterne i stedet kan bringes hjem til dig.

31. marts 2020 af Henning Dadkhah Rasmussen

Da Statsminister Mette Frederiksen den 11. marts lukkede Danmark ned, gjaldt det også landets folkekirker. 

Derfor står kirkerne øde hen om søndagen, hvor de kalkede vægge ellers tidligere gav genlyd af salmesang og prædikener.

Det har fået en lang række kirker til at tage moderne teknologi i brug, så søndagenes gudstjenester stadig kan blive afholdt - også selvom Corona-epidemien ellers har fået folk til at blive hjemme. 

Mere populært end den fysiske kirke

Sognepræst Jesper Fodgaard fra Vor Frelsers Kirke i Aalborg streamede allerede forrige søndag sin gudstjeneste via internettet, og kort efter middag samme søndag havde gudstjenesten fået 3.000 visninger. 

De høje visninger er en tendens, som andre kirker også ser. 

Da sognepræst Kamilla Bugge holdt gudstjeneste sidste søndag i Skelgårdskirken i Tårnby blev den set over 4.600 gange på Facebook. 

Normalt er der blot 50-70 kirkegængere på bænkene, når gudstjenesten afholdes i den fysiske kirke på Vestamager. 

Bruger forskellige tjenester

De mange kirker, der streamer søndagens gudstjeneste, bruger forskellige tjenester og teknologier.

En del lægger gudstjenesten på YouTube, som denne Gudstjeneste fra Nørre Uttrup Kirke 29.marts 2020 er et eksempel på.

Andre kirker, som Vor Frelser Kirke i Aalborg sender live på Facebook, hvor du kan se med, hvis du har syntes godt om kirken på Facebook.

denne hjemmeside kan du selv søge efter kirker i nærheden af dig, som tilbyder streaming af gudstjenester, så du kan sidde klar til at høre det hellige evangelium næste søndag. 

> Læs også: Sådan klarer du corona-krisen ved din pc

Måske er du interesseret i ...