Vi ønsker alle at komme hurtigst muligt i gang med vores arbejde. Det gælder uanset, om arbejdet foregår i et program på pc’en eller ved hjælp af en tjeneste i browseren.
Typisk kommer vi hurtigere i gang med at bruge et program på pc’en. Det skyldes, at browseren på mange måder er et forsinkende mellemled.
Med kun ét klik er vi gang i med programmet, men hvis vi fx skal skrive en mail i Gmail, skal vi først åbne browseren, så åbne hjemmesiden Gmail.com og først herefter kan vi så gå i gang med selve arbejdet.
Åbn hjemmesider hurtigere
Lignende forsinkelser oplever vi, når vi bruger Google Drev i browseren, eller en hvilken som helst anden hjemmeside som fx netbanken eller den lokale avis, som vi bruger hyppigt.
Vi har med andre ord brug for en genvej, der lynhurtigt åbner en konkret hjemmeside, så vi ikke først skal åbne browseren og finde frem til hjemmesiden.
Den genvej kan du lave direkte i Chrome, og genvejen kan ligge på proceslinjen i Windows eller på Skrivebordet alt efter dine præferencer.
To typer genveje til hjemmesider
Du opretter genveje til hjemmesider direkte i indstillingerne i Chrome.
Hvad de færreste ved, er, at du har valget mellem at oprette almindelige genveje, som sender dig direkte til hjemmesiden, eller at lave hjemmesider om til separate apps, som i det store hele fungerer som et pc-program.
I denne artikel viser vi dig fremgangsmåden til begge typer genveje.
Åbn hjemmesiden som en genvej
En typisk genvej til en hjemmeside fungerer således, at der åbner en ny fane i din browser, når du klikker på genvejen i Windows. Den type genveje har du helt sikkert stiftet bekendtskab med før - i browseren kalder vi dem for bogmærker, men med nedenstående metode behøver du ikke åbne Chrome først - du klikker blot på genvejen på Skrivebordet eller i proceslinjen.
I virkeligheden er genvejen blot et link til en hjemmeside på lige fod med alle andre links mellem hjemmesider.
For at oprette en almindelig genvej gør du således i Chrome:
- Gå til den hjemmeside, du vil oprette en genvej til, fx Gmail.com
- Klik på de tre prikker oppe til højre i Chrome
- Vælg derpå muligheden Cast, gem og del i menuen
- Klik nu på Opret genvej
- Et lille vindue vises. Giv genvejen et navn (fx Gmail), og klik på Opret.
- Genvejen lægger sig på pc’ens Skrivebord. Derfra kan du eventuelt trække den til proceslinjen. Du bruger senere genvejen ved at dobbeltklikke på den, hvorpå hjemmesiden åbner som en ny fane i Chrome.
Åbn hjemmesiden som en app
Den alternative måde at lave genveje på, går ud på at gemme hjemmesider som apps i Windows. Det har den fordel, at hjemmesiden vil åbne i et separat vindue, hvor du ikke forstyrres af andre faner, browsertilføjelser og deslige.
Det fungerer altså mere som en rigtigt program på din pc.
Med hjemmesider som Gmail, Google Sheets, Google Drev og andre sider, du bruger ofte, er det absolut en tanke værd at bruge denne type genveje.
Vi viser dig metoden her:
- Gå til den hjemmeside, du vil oprette en genvej til, fx drive.google.com
- Klik på de tre prikker opppe til højre i Chrome
- Vælg derpå muligheden Cast, gem og del i menuen
- Klik nu på Installer siden som en app (eller i dette tilfælde Installer Google Drev) 5 Et lille vindue vises. Giv genvejen et navn (Google Drev), og klik på Installer.
- Genvejen lægger sig på pc’ens Skrivebord. Derfra kan du eventuelt trække den til proceslinjen. Du åbner senere genvej ved at dobbeltklikke på den.
- Du bliver desuden spurgt om du ønsker at fastgøre app’en til proceslinjen. Klikker du Ja til det, vil app’en ligge som en programgenvej på lige fod med de øvrige programgenveje på Proceslinjen.
Når du senere dobbeltklikker på genvejen til app’en, vil hjemmesiden åbne i sit eget programvindue.
En ny, hurtig oplevelse
I begyndelsen kan det være en lidt mærkelig oplevelse at besøge hjemmesider som apps.
Der er intet adressefelt øverst, ingen bogmærker, ingen menuer. Kun en hjemmeside, som du kan navigere uforstyrret rundt på.
Hjemmesider forklædt som apps har i øvrigt en anden fordel, nemlig hastighed. Det går simpelthen hurtigere både at åbne siderne samt at navigere rundt på dem, når du ikke skal trækkes med en tung browser.




