Windows 24h2: Disse funktioner kan du glæde dig til i ny opdatering

Microsoft gør et stort nummer ud af halvårsopdateringen 24h2, som netop er landet. Vi fortæller, hvordan du får fingre i opdateringen og om de mest spændende funktioner, som den tilbyder.

Ny Windows 11-computer

Windows 11 bliver nu markant bedre med en stor halvårsopdatering, som Microsoft har frigivet. Vi fortæller om alle fordelene.

© Shutterstock / rawf8

Den længe ventede 24h2-opdatering til Windows 11 er kommet. Opdateringen byder på både større og mindre nyheder, som vi ser nærmere på her.

Oprindeligt var der snak om, at 24h2 skulle være det nye Windows 12, men så stor en lancering er der trods alt ikke tale om.

Ikke desto mindre er 24h2 en stor tilføjelse til Windows 11, og den byder på nyheder både under og over kølerhjelmen.

Først skal du imidlertid finde den rette metode til at hente den nye version af Windows 11. Versionen, som hedder 24h2 har tidligere haft kodenavnet Hudson Valley.

Sådan får du Windows 24h2: Metode 1

Opdateringer som denne bliver løbende rullet ud til Windows-brugere over hele verden. Det er altså ikke alle pc'er, som får den tilbudt på samme tid.

Når opdateringen ligger klar til din pc, kan du hente og installere den i Windows Update-værktøjet i Windows 11.

Det kan du tjekke således:

  1. Skriv Opdateringer i Windows' søgefelt, og klik på linket Søg efter Opdateringer
  2. Tjek nu, om opdateringen ligger klar øverst i vinduet. I så fald kan du installere den direkte.

Denne metode er klart den enkleste, men da udrulningen af den nye version foregår i adstadigt tempo, så det er ikke sikkert, at opdateringen er klar på din pc endnu. Vent så et par dage og tjek igen - den skal nok komme, når det er din tur.

Hvis du ikke kan vente, kan du imidlertid gennemtvinge opdateringen med metode 2. som dog er en noget mere kompliceret metode.

Sådan får du Windows 24h2: Metode 2

Hvis ikke opdateringen er klar til dig i Windows Update, kan du hente den som en ISO-fil på Microsofts hjemmeside.

Denne metode indebærer dog, at du skal installere Windows helt forfra. Det vil sige, at du første skal tage backup af dine filer/indstillinger/programmer, før du går i gang med en opdatering ad denne vej.

Du henter og installerer 24h2 således:

  1. Gå til Microsofts hjemmeside via dette link
  2. Gå til sektionen Download Windows 11-diskafbildning
  3. Vælg muligheden Windows 11 (ISO-fil med flere udgaver) i rullemenuen.
  4. Klik på Download nu nedenfor.
  5. En ny menu åbner. I den skal du vælge Dansk fulgt af Bekræft. Klik på knappen 64-bit Download
  6. ISO-filen fylder 5,3 GB, så det tager lidt tid, før den lander på din computer, hvorefter du højreklikker på den og vælger Opret forbindelse (øverst i højreklik-menuen).
  7. I næste vindue skal du dobbeltklikke på filen Setup.exe. Herefter skal du følge anvisningerne på skærmen.

Hele processen kan tage op til 30 minutter og pc'en skal genstartes flere gange undervejs, før dit nye Windows er klar.

Her er højdepunkterne i Windows 24h2

Der er mange nye funktioner og forbedringer i Windows 11 24h2. Her er nogle af dem, vi glæder os mest til at se nærmere på:

  • Flere ZIP-formater
    Hidtil har Windows kun understøttet formatet ZIP for komprimerede filer, men nu kan du pakke filer i formaterne TAR og 7ZIP samt udpakke en lang stribe øvrige formater.

  • Bedre understøttelse af ARM
    Har du en ARM-processor kan du med rette glæde dig til 24h2, som er blevet skræddersyet til den nye processortype. Læs mere om Windows 11 på ARM-pc'er her.

> Læs også: Her er alle de programmer, der virker med ARM-processorer

  • Copilot
    24h2 er den første udgave af Windows med fuld understøttelse af Microsofts AI-værktøj Copilot, som dog endnu ikke er tilgængeligt i EU.

  • Windows Recall
    En anden stærkt diskuteret funktion er Windows Recall til at gemme "øjebliksbilleder" af din aktivitet på pc'en. Denne funktion har givet anledning til meget debat, og Microsoft har forud for lanceringen lavet store ændringer til Recall. Recall bliver dog heller ikke tilgængeligt i EU-lande i denne omgang.

  • Nyheder i Stifinder
    24h2 byder på flere ændringer i Stifinder. Det går først og fremmest ud på, at de funktioner, vi bruger mest, er placeret øverst i højreklikmenuen. Det gælder fx kopi- og flytte-værktøjerne.

  • Bedre Telefonlink
    Værktøjet Telefonlink til at forbinde pc'en med mobilen har også fået flere funktioner, så det bliver lettere at fortsætte pc-arbejdet på telefonen og omvendt. Læs, hvordan du bruger Telefonlink her.

Blandt andre nye funktioner kan nævnes bedre strømstyring, forbedring af Handlingcentret samt bedre stemmekvalitet ved opkald.

Wordpad forsvinder

Der er ikke kun gode nyheder og forbedringer i 24h2. Som følge af opdateringen vil tekstprogrammet Wordpad (ikke at forveksle med Notesblok) forsvinde fra din computer. Vi har dog fundet en metode, så du kan beholde WordPad - men du skal gøre det, inden du opdaterer til 24h2.

Desuden vil følgende apps heller ikke være installeret som standard fremover: Cortana, Mail, Kalender, Kort, Personer og Film & TV.

> Læs også: Slut med Mail og Kalender i Windows

Ingenting til Windows 10

Hvis du sidder på en pc med Windows 10, må du desværre kigge langt efter opdateringer med nye funktioner.

Microsoft har besluttet at bruge alt krudt på den nyeste udgave af systemet: Windows 11. Du kan imidlertid overveje at opgradere til Windows 11. Det er gratis, hvis din pc ellers lever op til hardwarekravene, som du kan læse om her.