Mail og Kalender i Windows bliver snart erstattet af en web-app
Outlook:

De populære programmer Mail og Kalender bliver snart erstattet af en web-app, der viser Outlook.com.

Slut med Mail og Kalender i Windows

I stedet for at tilbyde et mail- og kalenderprogram i Windows 10 og 11 vil Microsoft have dig til at bruge outlook.com. Den beslutning har mødt stor modstand.

Microsoft har i mange år været vægelsindede, når det handler om et indbygget mailprogram i Windows.

Først lancerede de og senere pensionerede det yderst populære Outlook Express. Senere kom det ligeledes populære Windows Live Mail, som også blev sendt i graven.

Nu hvor vi så har vænnet os til at bruge Mail-programmet i Windows 10 og 11, har firmaet endnu en gang besluttet at lukke det indbyggede program ned.

Forklaringen er dog denne gang mere gennemskuelig: Microsoft ønsker at få os til at bruge deres outlook.com-tjeneste, hvor de også tilbyder lagerplads og kontorpakke.

> Læs også: 5 gratis alternativer til Outlook

Lukker og slukker i 2024

Når du starter programmerne Mail eller Kalender på en opdateret Windows i dag, vises en besked i toppen af vinduet, der fortæller at programmerne erstattes af Outlook i 2024.

Du får altså et nyt program som erstatning for de to mistede programmer, men det kommende Outlook er ikke et rigtigt program som du kender det.

Der er tale om en såkaldt web-app, der blot viser indholdet af hjemmesiden outlook.com. 

Du kan med andre ord allerede i dag besøge outlook.com og se dine kommende muligheder, når du ikke længere kan styre mails og kalender direkte i Windows.

> Læs også: Vælg den bedste gratis e-mail

Når du åbner Mail-programmet i Windows, møder du en besked i toppen af vinduet, der fortæller at programmet pensioneres i 2024.
Vi lukker snart:

Når du åbner Mail-programmet i Windows i dag, møder du en besked i toppen af vinduet, der fortæller at programmet pensioneres i 2024.

Mulighed for at tilbyde ekstra

Outlook.com-hjemmesiden har ganske rigtigt både en kalender, mail og telefonbog, men det foregår på nettet, og det er endnu uvist om den nye web-app er i stand til at fungere, hvis internetforbindelsen er nede.

Fordelen ved at bruge et program som Mail er jo netop, at man kan sidde i ro og mag og forfatte en mail uden internetforbindelse og så blot sende mailen afsted, når nettet er genoprettet.

Set fra Microsofts perspektiv rummer outlook.com mange flere muligheder

Her er der også adgang til lagerplads hos OneDrive, ligesom du kan åbne vedhæftede filer direkte i Microsofts kontorpakke på nettet.

Men hvis du ikke er betalende kunde ved OneDrive eller Office 365, må du forvente jævnlige tilbud på at blive det. Microsoft vil nemlig meget gerne have dig til at betale for deres abonnementstjenester.

> Læs også: Nu får du flere reklamer for Microsofts tjenester i Windows

Erstatningen for de to programmer bliver en web-app, der viser outlook.com-hjemmesiden, som rummer både emails, kalender og telefonbog.
Outlook.com:

Erstatningen for de to programmer bliver en web-app, der viser outlook.com-hjemmesiden, som rummer både emails, kalender og telefonbog.

Har skabt store protester

Siden den diskrete besked dukkede op i toppen af programmerne Mail og Kalender, har de negative røster været mange - både på det sociale medie X (tidligere Twitter) og på Microsofts egne forummer.

Windows-brugerne er ganske enkelt bekymrede for, om Windows er ved at forvandle sig til et ChromeOS - altså som Googles styresystem, hvor alt foregår via en internetforbindelse i stedet for at have programmer installeret på pc'en.

Denne potentielle udvikling har vi tidligere skrevet om i artiklen "Nu skal du snart betale abonnement for Windows."

De, der allerede har haft mulighed for at afprøve den nye Outlook via Microsofts testprogram Insider, har også dokumenteret med skærmskud af Joblisten, at den nye app bruger væsentlige flere ressourcer på pc'en end Mail-programmet.

Sådan ser den nye Outlook-webapp ud, når den om kort tid erstatter programmerne Mail og Kalender.
Web-app:

Sådan ser den nye Outlook-webapp ud, når den om kort tid erstatter programmerne Mail og Kalender.

Installér et godt alternativ

Her på Komputer for alle følger vi udviklingen tæt, og skal nok skrive om det, så snart vi kender en mere præcis dato for, hvornår Windows' indbyggede programmer endegyldigt lukker og slukker. 

Hvis du foretrækker at fortsætte med at bruge et installeret program på pc'en til dine mails, kan du allerede i dag hente et alternativ i Fordelszonen.

Her finder du programmet Thunderbird, der er et komplet mail- og kalenderprogram, som du installerer på pc'en og naturligvis kan bruge uden internetforbindelse.

Måske er du interesseret i ...