Efter 28 gode år har Microsoft valgt at aflive WordPad, der indtil nu har været en fast bestanddel af Windows.
Hvil i fred:

Efter 28 gode år har Microsoft valgt at aflive WordPad, der indtil nu har været en fast bestanddel af Windows. 

Slut med WordPad - det gratis alternativ til Word

Tekstbehandlingsprogrammet WordPad har været en del af Windows siden Windows 95, men nu har Microsoft stoppet udviklingen og vil fjerne programmet fra din pc.

Hedengangne Windows 95, som naturligvis blev lanceret i 1995, indeholdt adskillige innovationer, som aldrig tidligere var set i Windows.

Det var første system, som rummede den nu klassiske startmenu, og så var det også i Windows 95, at Microsoft introducerede et gratis alternativ til deres allerede på det tidspunkt hundedyre Word-tekstbehandling.

Det gratis tekstbehandlingsprogram hed WordPad, og det har overlevet helt frem til i dag i Windows 10 og 11.

Desværre læser du lige nu nekrologen over dette fine program, for Microsoft har valgt at programmet ikke længere skal findes på din pc. 

> Læs også: Microsoft fjerner to populære programmer fra Windows

WordPad bliver ikke længere opdateret

Microsoft har meddelt, at det 28 år gamle WordPad ikke længere udvikles af firmaet, og dermed bliver det heller ikke opdateret, hvis der dukker nye sikkerhedshuller op.

Det betyder, at firmaet på et tidspunkt i den nære fremtid vil sende en opdatering ud til din pc med Windows 10 eller 11, der fjerner WordPad fra harddisken. 

Dermed har du kun programmet Notesblok installeret i Windows, og det kan dårligt kaldes et tekstbehandlingsprogram, for det rummer stort set ingen formateringsmuligheder. 

Vil have dig til at bruge Word

Microsofts alternativ til WordPad, når det bliver fjernet fra din pc, er naturligvis firmaets eget Word, der findes i Microsoft 365, som tidligere hed Office-pakken.

Microsoft anbefaler nemlig, ikke overraskende, at du bruger Word til filer af typen .doc/.docx og .rtf og programmet Notesblok til tekstfiler af typen .txt.

Dermed tvinges du ud i et alternativ, der koster penge, hvis du ønsker et installeret program på din pc og gerne vil følge Microsofts anbefaling.

> Læs også: Hvad er Microsoft 365 nu for noget? 

Hent gratis kontorpakke i Fordelszonen

Her på Komputer for alle har vi dog en anden anbefaling, som ikke sender endnu flere penge ned i Microsofts lommer: Nemlig at du i stedet for WordPad henter et gratis tekstbehandlingsprogram i Fordelszonen.

Her finder du nemlig den komplette, gratis kontorpakke LibreOffice, som rummer det glimrende tekstbehandlingsprogram Writer, der bedst kan sammenlignes med Word.

Med Writer installeret på pc'en bliver tabet af WordPad mere håndterbart.

> Hent LibreOffice her

> Læs også: 3 gratis alternativer til Microsoft 365

Måske er du interesseret i ...