Der har over det seneste års tid været masser af ledetråde, som ledte på sporet af en kommende udgivelse af Windows 12.
Senest var det processorfabrikanten Intel, der fik nævnt Windows 12 som værende understøttet af firmaets næste generation af processorer.
Før det havde så mange andre producenter og endda Microsoft selv vist en forsmag på det, der kunne tolkes som en helt ny version af Windows, at vi også her på bladet skrev om den kommende Windows 12.
Siden begyndte tråde at trække i den anden retning - altså at Windows 11 ville leve i længere tid - og nu er der så endelig kommet en officiel bekræftelse fra Microsoft.
Næste store opdatering til efteråret
I et nyt blogindlæg nævner Microsoft endelig den store Windows 11-opdatering, som er planlagt til efteråret.
Den kommer til at få navnet "Windows 11 24H2" med kodenavnet "Hudson Valley".
Der bliver som vi tidligere har skrevet om tale om en af de større opdateringer med masser af nyheder til din pc - og fremover vil du modtage de storefunktionsopdateringer en gang om året.
Dermed er Windows 12 foreløbig skudt til hjørne, og det er uvist om og eventuelt hvornår Windows 11's afløser ser dagens lys.
Stor satsning på kunstig intelligens
Som du sikkert har bemærket, har alle producenter af både software og hardware et stort fokus på kunstig intelligens, AI, for tiden, og Microsoft er da også løbende ved at tilføje den kunstige intelligens til alle dele af Windows og de indbyggede programmer.
Det menes, at den store 24H2-opdatering til efteråret vil rumme endnu flere AI-funktioner, og at det vil stille så store krav til din pc, at den skal have 16 GB ram for at afvikle alle mulighederne.
Det er dog endnu ikke bekræftet fra officielt hold, ligesom vi heller ikke ved, hvornår Microsofts kunstige intelligens CoPilot lanceres i Windows her i Danmark.
Microsoft i Danmark vil ikke selv sætte nogen dato på lanceringen af CoPilot i Europa, og den usikkerhed skyldes formentlig det nye regelsæt fraEU med navnet Digital Markets Act, som betyder at firmaer skal leve op til en række skærpede privatlivs- og valgfrihedskrav inden den 6. marts i år.
Hvornår kommer Windows 12?
Vi ved ikke andet, end at Microsoft med sikkerhed ikke lancerer en Windows 12 i 2024, men eksperter spekulerer allerede i, at den kommende Windows-version blot kan være udsat til 2025.
Det vil ikke være en helt utænkelig tanke, for i 2025 er det også slut med opdateringer til Windows 10, og dermed ville en lancering af Windows 12 på det tidspunkt betyde, at Microsoft fortsat kun skal sende opdateringer ud til to samtidige styresystemer - Windows 11 og 12 - og ikke både 10, 11 og 12.
Den store tsunami af kunstig intelligens, der pludselig væltede ind over verden sammen med ChatGPT, kan også have påvirket Microsofts planlægning.
Nu får firmaet i højere grad mulighed for at afprøve de nye muligheder med kunstig intelligens i en opdatereret Windows 11, før de eventuelt bygger et helt nyt styresystem på AI.