Sådan bruger du Telefonlink i Windows

I denne artikel viser vi dig, hvordan du kommer gang med at bruge Telefonlink – Microsofts funktionsrige værktøj til at få telefon og computer til at spille bedre sammen.

Windows 11 and Android Phone

Med en Windows-computer og en mobiltelefon kan du gøre dit arbejde på begge enheder effektivt. Løsninger er Telefonlink.

Telefonlink er et Windows-værktøj, som bliver stadig stærkere. Med Windows-opdateringen KB5043186 blev der føjet yderligere funktioner til værktøjet.

I denne artikel kommer vi hele vejen rundt om det nyttig værktøj til dig, der arbejder på både mobil og computer.

Til sidst præsenterer vi dig for de nye muligheder, der netop er kommet til Telefonlink.

Telefonlink er et værktøj, som er bygget ind i Windows, og som får din telefon og din Windows-computer til at spille bedre sammen.

Værktøjet kan blandt andet bruges til at sende sms'er fra computere, overføre billeder mellem pc og mobil og til at starte fx et dokument på telefonen og fortsætte den på computeren. Telefonlink gør det også muligt at bruge telefonens apps på pc'en.

Telefonlink fungerer både med Windows 10 og Windows 11. Du har dog flere funktioner, hvis du har Windows 11.

Telefonlink hed tidligere Din Telefon i Windows.

Læs også: 3 sikre måder at overføre billeder fra mobilen

For at du kan bruge Telefonlink skal du opfylde tre krav:

  1. Du skal have en pc med Windows 11 eller 10. Hvis du har Windows 10 skal den være opdateret til maj-opdateringen 2019 eller senere.
  2. Du skal desuden bruge en Android-enhed med Android 8.0 eller senere. Den nyeste Android-udgave er Android 15. Alternativt skal du have en Apple-enhed der kører iOS 15 eller nyere. Telefonlink fungerer både til telefoner og tablets.
  3. Både din pc og din mobile enhed skal være tilknyttet samme trådløse netværk, hvis du har Android. For at koble pc'en sammen med en iOS-enhed fx en iPhone skal du benytte Bluetooth.

Telefonlink er unægteligt lidt kringlet at sætte op, men når det først er på plads, har du et stærkt samarbejde mellem pc og mobil. Senere gennemgår vi nogle af Telefonlinks fine funktioner.

For at komme i gang med Telefonlink skal du begynde på pc'en. Den konkrete metode kan godt variere lidt efter, om du har brugt Telefonlink før og efter den konkrete situation på både pc og mobil.

  1. Skriv Telefonlink i søgefeltet i Windows, og vælg derefter Telefonlink-resultatet ovenfor.
  2. Klik nu på Android eller iPhone afhængig af din enhed.
  3. Du bliver muligvis bedt om at logge på din Microsoft-konto. Typisk er du allerede logget ind i Windows i forvejen.
  4. Hvis din telefon allerede er koblet sammen med din Microsoft-konto, klikker du på enhedens navn og følger anvisningerne.
  5. Hvis din telefon endnu ikke er tilknyttet din pc, skal du nu bruge din telefon til at scanne QR-koden på pc-skærmen.
  6. Du føres til app'en Link to Windows i henholdsvis Google Play Butik eller Apples app-butik (afhængig af om du har en Android-enhed eller en iPhone eller iPad).
  7. Installer app'en på din telefon. Log undervejs ind med den samme Microsoft-konto, som du har brugt på pc'en.
  8. Følg instruktionerne på de to enheder for at parre dem.
  9. Afslutningsvis sætter du på pc'en markering i feltet Åbn Telefonlink, når jeg logger på Windows. Så er der forbindelse mellem pc og mobil fremover.
  10. Klik på Kom i gang.

Nu er du klar til at bruge Telefonlink mellem din mobil og din pc.

Efter installation og opsætning vil Telefonlink åbne hovedvindet på pc'en. Nu kan du på pc'en varetage telefon-funktioner på den store skærm. Det er også meget lettere at skrive sms'er på pc'ens store tastatur.

I venstre side af hovedvinduet på din pc, kan du se en oversigt over dine sms'er. Klik på en samtale for at besvare den, eller skriv en ny sms via ikonet øverst.

Som du kan se, når du er kommet i gang, består Telefonlink af fire underværktøjer, som præsenteres i menuen øverst. Udover Beskeder er det Billeder, Apps og Opkald.

  1. Skift nu til fanen Billeder
  2. Nu kan du se alle de fotos, du har taget på mobilen. Det er notorisk besværligt at få fotos fra mobilen til pc'en, men Telefonlink gør det enkelt.
  3. Ved at klikke på et foto får du mulighed for at gemme det lokalt på pc'en, så du eventuelt kan arbejde videre med det i et program eller blot gemme det på pc'en.

Sådan bruger du apps på pc'en

Under fanen Apps kan du bruge en hvilken som helst app, som du har installeret på din mobile enhed. Prøv at dobbeltklikke på en vilkårlig app i oversigten for at styre den fra pc'en.

Igen kræves det, at begge enheder er tilsluttet samme trådløse netværk.

Under fanen Opkald har du mulighed for at ringe fra pc'en. Det kræver naturligvis, at der er en en mikrofon og en højttaler/eller hovedtelefoner tilkoblet pc'en. Typisk er dette indbygget i bærbare computere.

Klik på Kom i gang for at skabe forbindelse til opkaldsapp'en på telefonen.

To nye muligheder i Windows 11

Som nævnt i indledningen er der netop tilføjet to nyttige funktioner til Telefonlink. Bemærk, at de kun dur i Windows 11, og hvis du har opdateret med KB5043186. Som noget nyt i Telefonlink kan du derefter:

  • Fortsætte dit mobilarbejde på pc'en. Hvis du fx skrev en tekst på din tablet, vil din pc ved opstart af Windows vise en notifikation, hvor du bliver spurgt, om du vil fortsætte arbejde på pc'en.
  • Send filen til telefonen. I Stifinder i Windows 11 vil du fremover kunne højreklikke på en vilkårlig fil og sende den til din tilknyttede telefon.