Da Windows XP kom på markedet tilbage i 2001, købte man Windows-installationen på en cd, så man selv kunne installere den på sin pc.
Det kunne lade sig gøre, fordi cd'er har en kapacitet på 700 MB og Windows XP kun fyldte under 600 MB.
Siden er det kun gået én vej med de forskellige Windows-udgaver, som er kommet til - og det er mod at lægge endnu større beslag på din pc's lagerplads.
Rekordindehaveren er i øjeblikket Windows 11's seneste udgave, hvor installationsmediet fylder 6,24 GB.
Det er vel at mærke i stærkt komprimeret format fra en installationsfil. Når styresystemet installeres på din computer, lægger det beslag på omkring 30 GB, og det er endda før du overhovedet er begyndt at installere dine egne programmer.
> Læs også: Lagermedierne, der forsvandt - hvor mange kan du huske?
Hver udgave er vokset i størrelse
De fleste husker Windows Vista som et tungt og ressourcekrævende system, og installationsmediet til Windows XP's afløser fyldte da også næsten 5 gange så meget som installationen til Windows XP - nemlig 2,6 GB.
Selvom Windows 7 på den anden side føltes let og stabilt, var denne udgave alligevel blevet 500 MB større end Windows Vista.
Derfra er tendensen fortsat til Windows 10, da denne udgave blev lanceret i 2015, og frem til Windows 11, som netop er opdateret til version 23H2 i en ubegribelig størrelse på 6,24 GB.
> Læs også: Nu er de slut med opdateringer til Windows 7 og 8
Kræver større medier til installation
Når du selv får behov for at installere eller geninstallere Windows på din pc, skal du bruge Microsofts værktøj Media Creation Tool, som du finder her på vores hjemmeside.
Værktøjet downloader den seneste udgave af Windows i ISO-format fra Microsofts servere, og lægger så filerne på en dvd eller USB-nøgle, som du kan starte installationen fra.
Her kan du dog løbe ind i problemer med de voksende installationsstørrelser.
Med Windows 10's seneste størrelse på 5,8 GB, kan du ikke længere brænde installationsfilerne på en almindelig enkeltlags-dvd, da dette medie kun kan rumme 4,7 GB.
Du kan heller ikke anvende en 4 GB USB-nøgle som tidligere, men må finde en USB-nøgle på mindst 8 GB.
Samme problematik gør sig gældende med installationsfilerne til Windows 11.
Hvad skyldes vokseværket?
Det er nærliggende at tænke, at de nyere Windows-udgaver rummer endnu flere funktioner end tidligere, og derfor er det naturligt, at de vokser i størrelse.
Det er da også korrekt, at du med de seneste udgaver af Windows 11 har fået nye funktioner, som ikke tidligere var inkluderet i styresystemet.
Men samtidig er Microsoft berygtede for at fjerne elskede programmer og funktioner fra Windows.
Det seneste eksempel er app'ene Film og TV og Kort. Firmaet har også annonceret, at du mister app'ene Kalender og Mail, som erstattes af en simpel webapp til outlook.com.
> Læs også: Microsoft fjerner WordPad - dit gratis alternativ til Word
Til gengæld har Microsoft fået megen kritik for den tiltagende brug af såkaldt bloatware - altså programmer i Windows, som du ikke har bedt om.
Det kunne fx være de mange indbyggede apps og spil, som du formentlig aldrig får brug for, og som blot optager plads til ingen verdens nytte.
> Læs også: Her er dit nye mailprogram til Windows
Er det skidt for min pc?
Windows er måske nok vokset i størrelse over de seneste årtier, men samtidig er kapaciteten på pc'ens lagerplads vokset tilsvarende, og derfor vil de større Windows-installationer næppe få bægeret til at flyde over på din pc.
Du skal blot være opmærksom på, at du ikke må fylde harddisken eller SSD'en helt til randen.
Der bør altid være mindst 10-15 procent ledig diskplads, så Windows har plads til midlertidige filer og funktioner som slumre og dvale.
Hvis du skal installere Windows forfra, skal du erhverve dig en USB-nøgle på mindst 8 GB til formålet.
> Læs også:Nemme tips: Sådan får du lynhurtigt mere plads på computeren