Har du overvejet, at du kan tale til din computer — og at den faktisk kan svare?
Det er muligt med Microsofts intelligente og virtuelle assistent, Cortana.
Den fungerer ligesom Google Assistent og Apples Siri. En intelligent assistent er en kunstig intelligens, som du enten kan tale eller skrive til. Du kan fx spørge, hvordan vejret bliver i morgen - hvorefter den digitale assistent svarer.
Indtil videre virker Cortana dog ikke i de nordiske lande. Men med et lille trick kan du nemt prøve Cortana på din Windows 10-computer allerede nu.
Det kræver dog, at du snakker engelsk til den, da det endnu ikke er muligt at snakke dansk til Cortana.
Læs også: Her er de 8 bedste nyheder i Windows 10
Sådan prøver du Cortana på engelsk allerede i dag
For at prøve Cortana, skal du gøre følgende:
- Klik på Windows-ikonet i proceslinjen og skriv ‘Indsti ...’ og klik på ‘Indstillinger’.
- Klik nu på ikonet ‘Tid og sprog’ og vælg ‘Område og sprog’ i menuen i venstre side.
- Nu skal du vælge et land, hvor Cortana er tilgængeligt, såsom USA, Tyskland, Canada eller Spanien. Vælg efterfølgende det sprog, der passer til det valgte land, Fx 'USA' og 'Engelsk'.
- Log nu ud af din bruger og log ind igen. Sprog og område bør nu være ændret. Og klikker du den nye, runde knap ved siden af start-knappen, har du nu adgang til Cortana.
Hvad kan Cortana bruges til?
Cortana kan en hel del forskellige ting. Den kan eksempelvis bruges til at åbne programmer ved at sige fx 'Open Chrome'.
Du kan også bede Cortana om at søge på internettet - eller at åbne en bestemt indstilling på computeren.
Cortana kan også hjælpe dig med at skrue og eller ned for lyden, sætte en timer på et bestemt interval, lukke eller genstarte computeren eller fortælle, hvordan din dag ser ud baseret på dine kalenderinformationer.
Vil du ikke længere bruge Cortana, skal du blot skifte dine indstillinger tilbage til det sprog og land, du havde tidligere. Derefter skal du logge ud og ind igen.
Vil du hellere prøve Googles digitale assistent, som virker på dansk, kan du læse mere lige her.
Prøv to numre af Komputer for alle med et trådløst tastatur til din mobil eller tablet for kun 59,50 kroner + porto og eks. Med et Bluetooth-tastatur bliver tablet- og mobilskrivningen lige så behagelig, som når du arbejder ved pc’en. Se tilbuddet her.