Verden over vågner Windows-brugere i disse dage op til en markant nyhed på deres computer.
Nyheden kommer fra Microsoft, men det er ikke en af den slags nyheder, som har afstedkommet store pressekonferencer og anden festivitas.
I stedet har nyheden, næsten bogstaveligt, sneget sig ind af bagdøren i Windows.
Alligevel er den ikke til at overse, for straks Skrivebordet indlæses, kan du se, at noget er anderledes. Søgefeltet til venstre på proceslinjen har fået tilføjelse.
En lille illustration, som varierer fra computer til computer.
Ny funktion eller virus?
De første Windows-entusiaster, der fik øje på den nye tilføjelse, var naturligvis meget forundrede over de nye ikoner.
For eksempel spurgte brugeren robsontpm på Microsofts forum forvirret, om der var tale om en "funktion eller en virus?"
Heldigvis kunne Microsofts hurtigt berolige ham. Det er såmænd en tiltænkt funktion.
> Læs også: Bestem selv, hvor du vil søge i Windows
En ny vejrudsigt?
Den nye mærkværdighed vækker nok en del minder hos følgere af Microsoft og styresystemet Windows.
I forbindelsen med lanceringen af Windows 11, dukkede der nemlig en lignende lille detalje op i højre side af proceslinjen. Dengang havde det form som en lille vejrudsigt, som viste sig at være en reklame for Windows-funktionen Nyheder og interesser.
Den kan du læse meget mere om i artiklen Sådan bruger du Nyheder og interesser i Windows 10.
> Læs også: Sådan slår du den nye nyhedsbjælke fra i Windows

Sådan så det ud hos os forleden, da vi åbnede Windows. Tegningen til højre varierer fra gang til gang, og kaldes "Søgehøjdepunkter".
Mærkelige tegninger i søgefeltet
Du bliver måske overrasket over, de mærkelige tegninger i søgefeltet, som du kan se eksempel på herover, også er en slags skjult reklame fra Microsofts side - denne gang for browseren Edge og især søgemaskinen Bing.
Det kan du selv forvisse dig om. Hold således musen henover tegningen. Nu åbner startmenuen, og hvis du klikker på det store foto i den - typisk et flot foto - føres du videre til Microsoft-browseren Edge og søgemaskinen Bing.
Den nye feature hedder "søgehøjdepunkter", og er endnu på forsøgsstadiet. Derfor er det endnu ikke alle, der oplever funktionen på deres Windows-pc'er.
Sådan fjerner du ikonet fra søgefeltet
Det er heldigvis enkelt at takke nej til de mærkværdige ikoner, hvis du foretrækker at leve uden.
Du skal blot gøre som følger
- Højreklik et tilfældigt sted på proceslinjen
- Vælg nu Søg, og fjern fluebenet ved Tillad søgehøjdepunkter.
Det nye spøjse søgefelt er (endnu) ikke en del af Windows 11, men er måske i virkeligheden et godt argument for at skifte til den nyeste Windows-udgave.
Windows 11 kan du læse meget mere om i artiklen Alt du skal vide om Windows 11.