Send beskeder med Discord
Discord er først og fremmest en chattjeneste.
Programmet fungerer som de fleste andre chattjenester, hvor du kan sende beskeder, GIF’er og vedhæfte diverse filer som fotos og videoer.
I Discord kan du både skrive direkte til én person eller oprette gruppesamtaler, som du måske kender det fra Facebooks Messenger-app.
Alle dine samtaler bliver sorteret på en liste, og når du modtager en besked på Discord, dukker der en notifikation op på mobilen eller på pc’en.
LÆS OGSÅ: Beskedtjenesten Signal: Hvad er det?
Brug Discord til lyd- og videosamtaler
Discords helt store trækplaster er at kommunikere over lyd. Når du spiller computerspil, har du nemlig sjældent tid til at kommunikere skriftligt.
Med Discord kan du i stedet nemt snakke med dine holdkammerater i et spil. Der skal bare kobles en mikrofon til Discord. Det gør det både lettere at lægge strategi i specifikke computerspil, og det forøger det sociale aspekt i at spille online.
Discord bliver også brugt hyppigt som et chatrum, der ikke har noget med gaming at gøre, men hvor der kan snakkes om alt og deles alle former for indhold.
Discord gør det desuden muligt at videochatte. Det kan du gøre med mobilens kamera eller på pc’en, hvis du har tilkoblet et webcam.
LÆS OGSÅ: Chattjenesten kan lytte med, når mikrofonen er slået fra
Livestream med Discord
Discord er lavet til gamere, og hvis der er noget, en gamer gør sig i, er det livestreaming.
Livestreaming går i al sin enkelthed ud på, at en person deler sin skærm med omverdenen, mens vedkommende spiller computer.
Med Discord er det muligt både selv at udsende et stream til dine venner og bekendte og følge med i andre spilleres spil. Undervejs i streamingsessionen kan seere tale med hinanden.
Skærmdelingen i Discord er ikke kun et underholdende element. Det kan også være særlig nyttigt at dele skærmen i Discord, hvis der er behov for at vise konkrete funktioner i et program eller spil.
LÆS OGSÅ: Så meget data sluger din streaming
Servere på Discord
I Discord foregår størstedelen af kommunikationen på servere. Serverne fungerer som individuelle chatrum, hvor du skal inviteres for at komme med.
På hver Discord-server, som kan oprettes af alle brugere, er det kun serverens deltagere, der kan følge med i kommunikationen. Du kan være deltager på flere servere ad gangen, og alle servere organiseres i en oversigt.
Hver server på Discord har desuden forskellige underkanaler. Fx kan der oprettes tekstkanaler, hvor der kun udveksles tekstbeskeder, eller en såkaldt Voice Channel, hvor der kun kommunikeres med mikrofon.
LÆS OGSÅ: Test selv: Så hurtig er din CPU
Discord som gratis app og program
Discord er gratis og findes både som program til pc’en og som app til mobilen.
Discord-app’en kan hentes gratis i Google Play, hvis du har en Android-telefon, eller du kan hente app’en i Apple App Store, hvis du har iPhone.
Discord til pc’en kan hentes på Discords hjemmeside. Har du abonnement på Komputer for alle, kan du hente Discord i Fordelszonen.
> Klik her for at hente Discord i Fordelszonen.
Discord-app’en til smartphones bliver automatisk forbundet med pc-udgaven, når du er logget ind på dine enheder. Det betyder, at du kan skrive, snakke, streame og dele skærm med andre på tværs af enheder.