Det var ellers med pomp og pragt, at Apple for et par uger siden endelig præsenterede sin kunstige intelligens, Apple Intelligence, der skal konkurrere med ChatGPT, Copilot og Google Gemini.
“Apple Intelligence sætter en ny standard for privatliv i AI, forstår personlig kontekst og leverer intelligens, der er brugbar og relevant,” lyder det blandt andet på Apples egen hjemmeside.
Men nu oplyser Apple, at de europæiske brugere kommer til at kigge langt efter den nye AI-løsning, der ellers skulle være debuteret til efteråret sammen med den årlige iOS-opdatering.
Du kan læse mere om Apple Intelligence i vores artikel her.
Brugere går glip af vigtige funktioner
Ifølge mediet The Verge udskyder Apple i alt tre kunstig intelligens-funktioner, som formentlig ikke bliver tilgængelige i Europa – i hvert fald ikke i første omgang.
Det drejer sig om funktionerne Apple Intelligence, iPhone skærmdeling og SharePlay.
Apple Intelligence er som nævnt Apples kunstige intelligens, som blandt andet kan forfatte tekster på din iPhone, lave billeder og hjælpe dig med at sortere i dine notifikationer.
LÆS OGSÅ: ChatGPT: Prøv chatrobotten, som alle snakker om - på dansk
iPhone skærmdeling er en funktion, hvor du får en virtuel version af din iPhone på din computer, og hvor du så kan bruge mus og tastatur til at betjene telefonen, mens Shareplay er muligheden for at se en film eller høre musik sammen på afstand ved hjælp af FaceTime.
Apple: Det er for usikkert
Ifølge Apple er problemet EU’s Digital Market Act, DMA.
DMA er en ny forordning, som skal gøre det nemmere for os forbrugere at bevare kontrollen over vores digitale privatliv, ligesom forordningen skal sikre lige og fair konkurrencevilkår for alle. DMA skal også være med til at sikre gennemsigtighed for os som forbrugere, så det eksempelvis bliver mere tydeligt, hvornår, hvordan og i hvilket grad vores data bliver håndteret, indsamlet og delt.
LÆS OGSÅ: Hvad er Digital Markets Act - og hvad betyder det for dig?
Men Apple mener, at DMA-forordningen udgør et problem for de nye funktioner. Mere konkret lyder det:
“Specifikt er vi bekymrede for, at interoperabilitetskravene i DMA kan tvinge os til at gå på kompromis med integriteten af vores produkter på måder, der risikerer brugernes privatliv og datasikkerhed. Vi er forpligtede til at samarbejde med Europa-Kommissionen i et forsøg på at finde en løsning, der vil gøre det muligt for os at levere disse funktioner til vores EU-kunder uden at gå på kompromis med deres sikkerhed,” skriver Apple i et svar til The Verge.
Apple skriver videre, at de ikke forventer, at funktionerne bliver tilgængelige i EU i år, men at Apple vil arbejde sammen med EU for at sikre, at funktionerne bliver tilgængelige på et tidspunkt.
LÆS OGSÅ: Sådan laver du den bedste prompt i ChatGPT
Hvem kan bruge Apple Intelligence?
Det bliver altså i første omgang ret få personer, der vil kunne bruge Apple Intelligence og de andre nye funktioner. Det kræver nemlig, at du har en iPhone 15 Pro, en iPad med Apples M1-processor eller en nyere Mac-computer.
Ifølge Apple er det på grund af, at det kræver en ganske kraftig processor at lave de udregninger, den kunstige intelligens kræver for at virke ordentligt. Netop fordi beregningerne laves lokalt frem for en server.
LÆS OGSÅ: Sådan bruger du ChatGPT på mobilen
Derudover virker Apple Intelligence i første omgang kun på engelsk. Og uden en dato for, hvornår eksempelvis dansk bliver understøttet.
Apple Intelligence bliver lanceret til efteråret i forbindelse med lanceringen af iOS 18. Men altså efter alt at dømme ikke i EU.
LÆS OGSÅ: Microsoft samler de bedste værktøjer i den ultimative AI-app