Sådan skriver du den bedste prompt

Enhver kan skrive til ChatGPT og få et svar. Men de færreste ved, hvordan du skriver de mest effektive og gennemtænkte prompts, så du får præcis det svar, du er ude efter.

Sådan skriver du en langt bedre prompt til ChatGpt, Gemini eller Copilot

Med vores tips bliver du markant bedre til at skrive prompts til ChatGPT, Google Gemini (tidligere Bard) og Microsoft Copilot.

© Shutterstock

"At tale er at så, og at lytte er at høste", lyder en gammel talemåde.

Og nogenlunde lige sådan kan vi beskrive arbejdet med at have en dialog med en kunstig intelligens, som chatrobotten ChatGPT, Microsoft Copilot eller Google Gemini.

LÆS OGSÅ: ChatGPT: Prøv chatrobotten, som alle snakker om - på dansk

Her handler det i høj grad om at stille de rigtige spørgsmål, i den rigtige kontekst, på den rigtige måde, med de helt rigtige detaljer og i den rigtige tone for at få det svar, du er ude efter.

Og hvordan gør du så det? Det kræver øvelse og træning, og jo mere du bruger fx ChatGPT, jo bedre bliver du til det.

Herunder har vi samlet en række gode råd og principper, du kan læne dig op ad for at blive bedre til at skrive de rigtige prompts til ChatGPT og andre kunstige intelligenser.

Spørg mere præcist og lav bedre prompts

ChatGPT’s svar er kun så godt som dine prompts. Det gælder derfor om at gøre dig umage, når du formulerer dig og giver ChatGPT opgaver.

En god prompt indebærer en omhyggelig formulering, der kombinerer klarhed, præcision og relevans.

LÆS OGSÅ: Microsoft samler de bedste værktøjer i den ultimative AI-app

Det er afgørende at udtrykke din forespørgsel på en enkel og forståelig måde for at undgå unødvendig kompleksitet. Vælg et klart sprog og undgå komplicerede sætningsstrukturer, mens du specificerer den ønskede form for svar.

Angiv tydeligt, om du søger en kort og præcis besvarelse eller en mere uddybende forklaring. Du kan fx bede om, at dit svar skal være på 300 eller 3000 ord.

Der er ikke nogen grund til at være høflig over for ChatGPT, selvom det godt kan være ens første indskydelse. Robotten har ikke følelser, så du behøver ikke pænt bede den om noget. Den fungerer faktisk bedre med konkrete og præcise kommandoer.

LÆS OGSÅ:Microsoft lancerer ny Copilot-tast på tastaturet

Sådan bliver din prompt bedre

Lad os tage et eksempel: I stedet for at skrive sådan i prompt:

“Hej ChatGPT. Jeg vil gerne have dig til at arrangere et program, da vi skal til Barcelona i sommerferien. Vi skal være afsted i en uges tid og vil gerne bade og spise.”

Kan du i stedet prompte således:

“Lav et program for 7 dage i Barcelona. Vi er 6 voksne. Vi er interesserede i kunst og kultur. Vi vil gerne undgå de alt for turist-agtige attraktioner. Undersøg om vi kan besøge en vingård uden for byen.”

Her er din prompt blevet mere specifik og konkret, og vil derfor også give et bedre og mere personligt svar, som ikke er så generisk.

Gør svarene bedre ved at spørge igen

Selvom du gør dig umage med din indledende prompt, er det ikke altid, at ChatGPT helt forstår dig. Derfor kan robotten godt svare dig lidt skævt.

Faktisk er det i vores erfaring med ChatGPT faktisk nærmere reglen end undtagelsen, at du må spørge ind et par gange og justere dine prompts til ChatGPT, før du får det mest optimale svar.

LÆS OGSÅ: Google Bard: Sådan bruger du Googles kunstige intelligens

Det gode er dog, at ChatGPT godt forstår at have en samtale.

Har du fx fået et meget langt og teknisk svar på et spørgsmål, du har stillet, behøver du ikke skrive:

“Det svar, du gav mig angående relativitetsteoriens begrænsninger, var lidt for langt. Kan du gøre det kortere og mere præcist?” Du kan i stedet bare skrive: “Svar kortere og mere præcist” eller "Forklar det, så et 10-årigt barn kan forstå det" og så ved ChatGPT godt, hvad det er, den skal svare mere kort og præcist på.

LÆS OGSÅ: Dall-E 3: Endelig kan du skabe fantastiske AI-billeder på ingen tid

Du kan altid vælge en række forskellige retninger, som ChatGPT skal bevæge sig i, når den er kommet med et svar. Det kan være, du vil have den til at svare længere, mere teknisk eller måske på mere humoristisk maner.

How to prompt chatgpt

Her er et eksempel på, hvordan man med en meget specifik prompt kan få et præcist svar.

© Komputer for alle/ChatGPT

Stil spørgsmålet anderledes i din prompt

Hvis ikke du får det svar, du ledte efter, kan det også være, at du bliver nødt til at stille spørgsmålet på en anden måde. Efterhånden som du bruger ChatGPT vil du lære, at nogle måder at spørge på fungerer bedre end andre.

LÆS OGSÅ: Sådan bruger du ChatGPT på mobilen

Tit og ofte er det et spørgsmål om at inddrage mere kontekst, så ChatGPT bedre kan forstå i hvilken retning, du gerne vil.

Det kan eksempelvis være, at du starter med at stille et spørgsmål til ChatGPT, men ikke er helt tilfreds med svaret. Du kan så få ChatGPT til at korrigere svaret ved hjælp af din prompt, så ChatGPT kan få sporet sig ind på, hvad det egentlig var, du gerne ville vide.

Du kan få ChatGPT til at lave et nyt eller anderledes svar lige så mange gange, du ønsker.

En prompt behøver i øvrigt ikke være et spørgsmål. Du kan sagtens give en kommando, som ikke er formet som et spørgsmål. Det kan fx starte med ord som: Forklar, beskriv eller analyser.

Fortæl med dit prompt hvilken type svar du ønsker

ChatGPT kan svare på mange forskellige måder, både hvad angår indhold, tone og form. Du skal blot beskrive i din prompt, hvilken type svar, du ønsker. Det kan du se en række eksempler på herunder.

Vær kritisk overfor dine svar

AI sprogmodeller er geniale til rigtig mange ting, men de er stadig under udvikling, og du kan ikke være 100% sikker på, at de svar du får, er korrekte. Sprogmodellerne har nemlig tendens til at opfinde et svar fremfor at give op, hvis de ikke kan løse opgaven.

Eksperterne taler om, at sprogmodellerne hallucinerer, når de fx opfinder begivenheder eller detaljer, som aldrig har fundet sted eller selv udfylder hullerne, hvis de ikke ved bedre.

Du skal altså altid være kritisk overfor de svar, du får af en AI sprogmodel som ChatGPT eller Gemini. Nogle gange er det en god idé at dobbelttjekke faktuelle ting for en sikkerheds skyld.

En god og præcis prompt reducerer risikoen for fejl. Så det er et godt sted at starte.

Lær at bruge ChatGPT

I magasinet Komputer for alle nummer 7/2024 kan du læse med i vores serie om ChatGPT. Her gennemgår vi, hvordan du bruger chatrobotten og får det bedste resultater.

Det er nemlig ikke svært at få robotten til at klare vigtige opgaver, så du sparer dyrbar tid. Man skal bare lige vide, hvordan man gør.

> Du kan læse vores serie om ChatGPT og kunstig intelligens her