Mastodon er det sted på internettet, som flere tidligere brugere af det sociale medie Twitter nu har kastet sig over.
Som konsekvens af, at Elon Musk overtog Twitter i slutningen af oktober 2022, har mange nemlig valgt at skifte socialt medie fra Twitter til det lidt mere ukendte Mastodon.
LÆS OGSÅ: Alt om Elon Musks overtagelse af Twitter
Men hvad er Mastodon egentlig, og hvordan fungerer det?
Det og meget mere får du svar på i denne artikel:
Hvad er Mastodon?
Mastodon er en social medie-platform. Platformen er udviklet af tyskeren Eugen Rochko og så dagens lys i 2016.
Mastodon blev skabt, fordi Eugen Rochko var utilfreds med Twitter, som han mente udøvede centraliseret kontrol.
Mastodon består nemlig - i modsætning til Twitter - af et såkaldt decentraliseret netværk af servere. Det vil sige, at Mastodon ikke styres af et centralt organ, som fx Elon Musk gør med Twitter.
Mastodon styres af brugerne selv. Individuelle brugere kan oprette en server på Mastodon, og den server kan andre brugere slutte sig til. Her bliver der liket, kommenteret og delt alverdens indhold, som vi kender det fra Twitter.
LÆS OGSÅ: EU lancerer to sociale medier
Hvordan virker Mastodon?
Mastodon minder på visse punkter om Twitter rent formmæssigt. Brugerne laver korte opslag, ‘toots’, på maximum 500 tegn, og opslagene kan likes og deles præcis som på Twitter.
Mastodon fungerer dog grundlæggende ganske anderledes end Twitter.
På Mastodon er der nemlig ingen overordnet ejer, som sidder og styrer det hele, høster data og sporer brugere. I stedet agerer brugerne som en form for medejere og moderatorer.
Mastodon har heller ingen overordnede regler for, hvad brugere må. Det bestemmer de personer, som har oprettet diverse servere selv. Dermed er reglerne forskellige fra server til server, men du vælger selv, hvilken server, du vil deltage i.
LÆS OGSÅ: Beskedtjenesten Signal: Hvad er det?

Når du har valgt en server på Mastodon, skal du logge ind eller oprette en konto for at deltage i debatten.
© Screenshot, MastodonServere på Mastodon: Hvad er det?
Mastodon er et netværk af servere kaldet ‘The Fediverse’ - eller ‘Fediverset’.
Hver server er inddelt efter placering, og hvilket emne serveren tager udgangspunkt i. Tanken er, at brugerne skal finde sammen på baggrund af fælles interesser.
I øjeblikket er der cirka 5.560 servere at vælge imellem, men nogle er lukkede for tilmelding, da de er fyldt op. Når du tilslutter dig en server, er det det sted på Mastodon, din private konto hører hjemme. Du kan dog sagtens flytte server.
Som udgangspunkt er det, du skriver, kun synligt på din server. Det betyder ikke, at du ikke kan deltage i diskussioner med personer fra andre servere. Det sker kun, hvis administratoren af den givne server vælger, at du skal udelukkes.

På Mastodons hjemmeside kan du gå på opdagelse i de mange servere, som du kan deltage på. Du kan filtrere på region og emne (topic) i menuen til venstre.
© Screenshot, MastodonHvordan opretter jeg mig som bruger på Mastodon?
Mastodon virker måske ved første øjekast en anelse uoverskueligt og kompliceret.
Brugergrænsefladen er heller ikke specielt simpel, men det er ganske let at registrere sig som bruger.
Du opretter dig ved først at besøge Mastodons hjemmeside. Her skal du vælge den server, som du gerne vil deltage på, hvorefter du bliver præsenteret for serverens regler. Når du har godkendt reglerne, skal du blot angive, hvilket navn du vil have vist og vælge et brugernavn.
Angiv så en e-mail-adresse, som du modtager et bekræftelseslink på, og opret et kodeord. Klik på den store oprettelsesknap, og så er du kørende på Mastodon.
LÆS OGSÅ: Du bedrages i stor stil på Facebook og andre sociale medier