For snart 15 år siden rasede en browserkrig mellem Googles nye Chrome-browser og Microsofts udbredte Internet Explorer.
Det var en krig, der intensiveredes i oktober 2010, da analysetjenesten Statcounter for første gang noterede sig, at Internet Explorers markedsandel var faldet til under 50 procent.
> Se den vilde browserkrig illustreret i en video her
Krigen endte med våbenhvile, da Microsoft senere pensionerede Internet Explorer-browseren og erstattede den med Edge, men i de senere år er den blusset op igen - primært med træfninger fra Microsofts side.
Presser dig mod Bing og Edge
Her på Komputer for alle har vi skrevet adskillige artikler om de mange påfund fra Microsofts side, der skal lokke dig over på Edge, hvis du bruger Chrome eller en anden konkurrerende browser.
Et af lokkemidlerne er blandt andet, at du efter hver større opdatering af din pc med Windows igen skal tage stilling til dit browservalg og søgemaskineindstillinger.
Senest kunne vi fortælle, hvordan Edge efter en opdatering hugger dine åbne faner fra Chrome, så du måske ikke bemærker, at du sidder i Edge-browseren.
Nu virker det til, at Microsoft er begyndt at tage samme skrappe midler i brug for at få kunder til deres søgetjeneste Bing.
Lokker med gratis ChatGPT-4
Det nye trick fra folkene bag Windows-styresystemet, Edge-browseren og Bing-søgemaskinen er et lille program, der installeres sammen med en Windows-opdatering og placerer sig skjult i en midlertidig mappe i Windows.
Programmet åbner et lille pop op-vindue i nederste højre hjørne af skærmen, når du har Chrome-browseren åben på din pc, så du umiddelbart kunne tro, at det er et pop op-vindue fra Chrome.
I det lille vindue bliver du spurgt, om du kunne have lyst til at få adgang til den nye kunstige intelligens Chat GPT-4 ganske gratis.
Med ganske små bogstaver står der dog også, at du dermed også skifter til Microsofts søgetjeneste Bing, hvis du klikker på "Yes" på vinduets knap.
Det skyldes, at Microsoft har en stor ejerandel i firmaet OpenAI, der står bag Chat GPT, og for nylig har bygget den kunstige intelligens ind i Bing.
> Læs også: Få fuld adgang til ChatGPT-4 i Microsofts Copilot-app
Microsoft: Et unikt tilbud
Microsoft har bekræftet, at de har sendt det lille vindue ud som et unikt engangstilbud, hvor du får lejlighed til at afprøve alle mulighederne i den nye Bing, hvis du i forvejen bruger Chrome-browseren.
Bruger du Edge som standardbrowser, er ChatGPT allerede bygget ind i programmet.
Samtidig fortæller formaet, at du ved at klikke på "Yes" får adgang til flere hundrede gratis såkaldte prompts hos ChatGPT, der normalt koster penge.
> Læs også:Sådan bruger du ChatGPT på mobilen
Det sker der, hvis du klikker på "Yes"
Chrome har en indbygget sikkerhedsfunktion, der skal forhindre at du lokkes væk fra Google med falske knapper på nettet.
Så hvis du klikker på "Yes" til Microsofts tilbud, vil du straks se en besked i Chrome, der spørger dig, om du er klar over, at du er ved at skifte søgetjeneste - og om du virkelig er sikker.
Hvis du her får kolde fødder og vælger at skifte tilbage til Google, vågner Microsofts lille pop op-vindue straks op til dåd igen.
Nu spørger programmet, om du dog ikke vil blive på Bing og prøve Chat GPT-4 og Dall-E 3.
Det kan virke lidt komisk, men er altså et seriøst forsøg på at lokke flere kunder ind i butikken.
> Læs også: Prøv ChatGPT på dansk