Edge er blevet er seriøs konkurrent til Chrome, og Microsoft er godt i gang med at ændre den måde, browseren fungerer på.
Browseren har blandt andet fået nyt udseende, den integrerede søgemaskine Bing har fået indbygget chatrobot og Edge er generelt blevet mere brugervenlig.
Læs også: 3 grunde til at du skal overveje Edge og Bing
Der er også dukket en ny knap i øverst højre hjørne af Edge-browseren. En knap med et stort B, som - hvis du er uopmærksom - bliver til et helt panel, der fylder en tredjedel af hele browservinduet.
Fænomenet fra Microsoft hedder Discover, og er helt sikkert noget, du har bemærket, hvis du er fast bruger af Edge.
Læs også: Edge-browseren stiger i popularitet
Hvad er Discover i Edge?
Discover er Microsofts genvej til en stribe tjenester, spil og funktioner, som firmaet gerne vil have, du benytter så meget som muligt i Edge og i dit arbejde på pc'en generelt.
Via knappen "B" i øverst højre hjørne af Edge får du adgang til at alle disse herligheder.
Discover betyder som bekendt "Opdag" eller "Udforsk" på engelsk, og går du på opdagelse ved at klikke på Discover-knappen vil du da også støde på nye og overraskende muligheder.
Et godt eksempel, som vi har beskrevet i en artikel for nylig er værktøjet Image Creator, hvor du kan bede en kunstig intelligens skabe et foto eller en grafik på baggrund af dine instruktioner. Få at vide hvordan i artiklen Sådan skaber du helt unikke billeder direkte i Edge.
Andre eksempler i Discover-panelet er "Games", "Shopping" og "Microsoft 365".
Læs også: 3 gratis alternativer til Microsoft 365

Image Creator, som kan skabe billeder ud fra tekst-input, er et af værktøjerne i den nye Discover-menu i Edge.
Hjælpsomt eller anmassende?
Der er grundlæggende to måder at anskue Discover på. Som en præsentation af nye, spændende muligheder - og som en forstyrrelse, når du browser.
Hvis dit ærinde i Edge blot er - som det vel hyppigst er tilfældet - at besøge en eller flere hjemmesider i den fart, vil du nok primært opleve Discover som et forstyrrende element.
Det skal i den forbindelse også nævnes at nogle af værktøjerne i Discover (fx Microsoft 365) koster penge, så Microsofts hjælpsomhed kan alternativt anskues som annoncer på et sted, hvor du normalt ikke forventer at støde på dem.
Det er langt fra det eneste sted, Microsoft præsenterer dig for reklamer for deres egne produkter. Der er også masser af reklamer i Windows. Det kan du læse mere om her.
Musemarkøren åbner panelet
Forstyrrelsen bliver ikke mindre af den måde, som Discover-knappen fungerer på.
Hvis du bevæge musemarkøren op i højre hjørne og hen over B-knappen vil et stort panel nemlig udfoldes og fylde en tredjedel af browservinduet.

Hvis du bevæger musemarkøren op til B'et i højre hjørne af Edge, skifter du straks bekendtskab med Discover, hvis værktøjer ligger som knapper på en menulinje helt ud til højre.
Uanset om du er fan af Discover-sidepanelet eller ej, er det nødvendigt at vide, hvordan du styrer det og slår det til og fra.
Du har mulighed for at klappe det sammen eller fjerne det permanent, så selve knappen også forsvinder.
Sådan skjuler du striben med ikoner i Edge
Hvis din Edge-browser viser en række knapper ned langs højre side af browservinduet, kan du fjerne disse i Edges indstillinger. Det viser vi her:
- Klik på de tre prikker i øverste højre hjørne
- Vælg Indstillinger
- Vælg nu fanen Sidepanel til venstre i vinduet
- Klik på skyderen ud for Vis altid margentekst, så den bliver gå.
Dermed fjernes rækken af knapper til højre i browseren.
Sådan fjerner du Discover-knappen helt i Edge
Selv med knapperne (kaldes margentekst) fjernet, som beskrevet ovenfor, vil du stadigvæk opleve, at B-knappen kan aktivere sidepanelet i tide og utide, hvis du er uforsigtig med musen.
Hvis du slet ikke benytter Discover-funktionen, kan du fjerne B-knappen helt, så du ikke længere forstyrres af Discover. Det viser vi her.
- Klik på de tre prikker i øverste højre hjørne
- Vælg Indstillinger
- Vælg nu fanen Sidepanel til venstre i vinduet
- Klik på punktet Discover lidt nede af siden
- Klik nu på skyderen ud for Vis Discover, så den bliver grå
Nu ser du ikke mere til Discover-knappen, før Microsoft finder på noget nyt i bestræbelserne på at tage kampen op mod Google og Chrome.
Læs også: Sådan rydder du browserhistorikken i Chrome og Edge