Google Chrome er en af de mest populære browsere på verdensplan, men de fleste af os bruger kun musen til at åbne faner, skifte mellem sider og finde rundt i browserens indstillinger.
Det går meget hurtigere, hvis du kender de vigtigste genveje i Chrome.
Så kan du fx åbne og lukke en fane lynhurtigt med tastaturet, eller du kan låse op for skjulte værktøjer - helt uden at bruge din mus.
Vi viser dig her de mest nyttige genveje til Chrome-browseren. Genveje, du ikke kan undvære, når du først har lært dem at kende.
1. Åbn en ny fane på et splitsekund
Når du skal åbne en ny fane i Google Chrome, skal du normalt føre musen op og klikke på plusset ved siden af den fane, du allerede har åbnet.
I stedet for at trykke på plus-knappen øverst i Chrome kan du åbne en ny fane med genvejen Ctrl + T på tastaturet. Så dukker en helt ny fane op med det samme, og du er klar til at surfe videre.
Tjek også den sjoveste genvej i Windows, som lader dig lave emojis og specialtegn med et klik.
2. Åbn en hemmelig side i Chrome
Nogle gange kan det være en fordel at åbne hjemmesider incognito. Når du søger incognito, husker browseren nemlig ikke de sider, du har besøgt, ligesom den ikke gemmer cookies og øvrige browserdata.
Det kan fx være en fordel, hvis du skal tjekke din mail på en fremmed computer, da den ikke husker dine informationer efterfølgende.
I Chrome kan du let åbne en incognito-fane med genvejen Ctrl + Shift + N.
3. Genåbn en lukket fane i Chrome
Det er temmelig irriterende at komme til at lukke en fane, fx en hjemmeside, du har brugt lang tid på at fremsøge, ved et uheld.
Sker det for dig, kan du dog nemt genåbne den lukkede fane i Chrome.
Du skal bare bruge tastaturgenvejen Ctrl + Shift + T, så åbnes den senest lukkede fane igen. Du kan trykke flere gange for at gendanne flere faner i den rækkefølge, du lukkede dem.
4. Skift hurtigt mellem faner i Chrome
Har du mange faner åbne, er det besværligt at klikke rundt med musen for at finde den fane, du skal bruge.
Brug i stedet tastaturgenvejen Ctrl + Tab for at hoppe til den næste fane. Du kan også trykke på Ctrl + Shift + Tab for at gå tilbage til den forrige fane.
På visse tastaturer kan du også bruge tasterne Ctrl + PgUp eller PgDn til at bladre frem og tilbage mellem fanerne. På den måde kan du let løbe igennem alle dine åbne faner i Chrome.
For nylig har Google gjort det muligt at organisere dine vigtigste genveje direkte i værktøjslinjen. Se hvordan her.
5. Se hvilke hjemmesider, der bruger pc’ens kræfter
Vidste du, at Chrome har sin egen jobliste? Ligesom i Windows hedder den bare "Jobliste", og den viser alle åbne faner og udvidelser i Chrome og fortæller, hvor meget hukommelse og processorkraft de bruger.
Du åbner joblisten i Chrome med tastaturgenvejen Shift + Escape.
Hvis en fane eller udvidelse bruger for mange ressourcer eller går i stå, kan du markere den og klikke på knappen “Afslut opgave” for at lukke fanen med hjemmesiden eller udvidelsen uden at lukke hele browseren og dermed alle dine faner.
6. Luk den aktive fane
Når du er færdig med en fane i Chrome, kan du lukke den øjeblikkeligt uden at røre musen. Du skal blot trykke på Ctrl + W, og så lukker fanen straks.
Det er langt hurtigere end at sigte efter det lille kryds med musen, og hvis du har mange faner åbnet, er det markant lettere blot at trykke på tasterne for at lukke den aktive fane.
7. Åbn din søgehistorik i Chrome
Hvis du ikke vil have, at Chrome gemmer din søgehistorik eller cookies, kan du åbne historikken og slette den. Det ved du formentlig allerede godt. Men vidste du også, at du kan gøre det med en tastaturgenvej?
Du kan trykke på Ctrl + H, og så åbner der straks en ny fane med historikken åbnet. Så slipper du for at klikke dig igennem Chromes indstillingsmenu, og nu kan du let gå gennem din historik.
> Læs også: Sådan laver du specialtegn på tastaturet