Genvejstaster i Windows
Genveje:

Foretrækker du den kringlede omvej? Nej, vel. Skær direkte igennem med fem overraskende genveje til Windows.

Geniale Windows-genveje, du med garanti ikke kender

Kender du disse fem genveje? Så kan du med god samvittighed kalde dig pc-ekspert af første grad. Vi har samlet en stribe sjældne tips til at forbedre din adfærd ved computeren.

9. september 2023 af Steffen Nielsen

Livet ved pc'en består af meget andet end CTRL + C og CTRL + V.

Nuvel, det er vigtigt at kunne kopiere og indsætte elementer, men faktisk er der hundredevis af andre tastatur- og musegenveje, som kan berige og forenkle dit arbejde ved computeren.

Læs også: Her er de bedste genveje i Windows 10

Du kender sikkert selv mange af dem, men på Komputer for alles redaktion tør vi godt gå linen ud og påstå, at du ikke kender mere end en enkelt at de fem fine, udvalgte genveje, vi præsenterer dig for her.

Er du klar?

1. Kopiér tekst fra en dialogboks

Den første genvej kender du måske. Men så alligevel ikke.

For nok ved vi alle, CTRL + C flytter noget til udklipsholderen. Men at genvejen også virker på dialogbokse, er noget af en hemmelighed, som du skal kende, hvis du vil være mere effektiv ved pc'en.

Næste gang du mødes af en fejlmeddelelse i Windows, behøver du altså ikke skrive teksten manuelt af, men kan simpelthen bruge CTRL + C fulgt af CTRL + V og dermed fx sætte teksten ind i Googles søgefelt for at bliver klog på, hvad fejlmeddelelsen reelt betyder.

Du behøver ikke engang markere teksten først - for det kan du nemlig typisk ikke i en dialogboks.

2. Maksimér vinduet med musen

Når vi vil gøre et vindue større, trækker vi enten i kanten på vinduet eller klikker på maksimer-genvejen oppe til højre i vinduet. Men det er ikke nødvendigt.

Hvis vinduet er markeret (altså aktivt), kan du med Windows-tasten plus pil-op-tasten maksimere vinduet uden brug af musen. Windows-tast plus pil-ned medfører logisk nok, at vinduet bliver mindre.

Hvis du arbejder i en app fra Microsoft Store, kan du endda sætte vinduet i fuld skærm-tilstand på lignende vis. I det tilfælde skal du bruge genvejen Windows-tast + Shift + Enter.

Læs også: Her er de skøreste tastaturgenveje i Windows

Går skærmen i sort i Windows, kan du fixe problemet med en smart genvej.
Sort skærm:

Hvis din skærm går i sort i Windows, kan du fixe problemet med en smart genvej, som godt nok kræver lidt fingerfærdighed, for du skal trykke på fire taster på samme tid.

3. Reparer skærmen, når den går i sort

Hvis skærmen uden varsel går i sort, har det ofte noget med skærmdriveren at gøre. Den naturlige reaktion i det tilfælde er at genstarte computeren ved strømknappen og håbe det bedste. 

Men der er et godt alternativ, som du skal prøve først. Genvejen involverer ganske vist intet mindre end fire taster, men det er alligevel at foretrække frem for en sort skærm. 

Tast således Windows-tast + CTRL + Shift + B. Det informerer Windows om, at du er stødt på en sort skærm, og systemet vil forsøge at løse problemet.

4. Klik dig vej til filegenskaber

I menuen filegenskaber har du mulighed for at ændre de enkelte filers informationer. Det er fx nyttigt, hvis du vil ændre, hvem der skal have rettigheder til at bruge filen eller vil ændre i dens metadata så som oprettelsesdato.

Normalt tilgås Egenskaber-menuen med et højreklik på en fil eller mappe. Men hvis du holder Alt nede, mens du dobbeltklikker på filen, kommer du direkte til menuen.

Læs også: Genial genvej. Sådan du emojis og tegn i Windows.

5. Byt rundt på rækkefølgen i en liste i Word

Det sidste trick er måske retteligt ikke et Windows-trick, da det vedrører Word. Til gengæld er det så genialt, at enhver Windows-bruger bør kende det.

Når du sidder med en punktopstilling i Word, og har brug for at bytte rundt på rækkefølgen (for fx at få elementerne i alfabetisk rækkefølge), er det typisk et være pillearbejde at trække de forskellige elementer på plads. Typisk risikerer du også at ødelægge punktopstillingen eller den øvrige formatering af elementet.

Men ikke, hvis du kender supertricket her: 

  • Marker først alt tekst i det punkt i opstillingen, du vil flytte. 
  • Hold så Shift + Alt nede, og tast pil-ned for at trække ned i rækkefølgen eller pil-op for at trække det op. Den markerede tekst bytter plads, og de øvrige elementer falder på plads af sig selv.

Prøv selv med det samme. Smart ikke? Tricket dur i øvrigt også i Google Docs.

Læs også: Læg populære systemgenveje på proceslinjen

Du kan også bruge tastaturgenveje, når du skal lave forskellige specialtegn på pc'en. I denne artikel kan du lære genvejene til de mest gængse specialtegn.

> Skal du lave mere avancerede specialtegn, kan du hente vores guide til hemmelige specialtegn her.

Måske er du interesseret i ...