Kodeord er nemme.
Du skal bare lige huske at lave forskellige kodeord til alle dine tjenester.
Og de skal helst være en 20-30 karakterer lange. Og selvfølgelig indeholde både tal og specialtegn. Og samtidig være svære at gætte.
LÆS OGSÅ: Eksperterne: Lav det perfekte kodeord - og husk det
Ja, og så skal kodeordene jo bare lige skiftes en gang om måneden, og så skal det gerne kombineres med tofaktor-godkendelse, så du altid skal have din mobil på dig, når du skal logge ind.
Og du skal naturligvis ikke dele dine kodeord med andre, eller skrive dem ned, så du kan huske dem, får så får hackerne og de it-kriminelle lettere ved at få skovlen under dig.
Såre simpelt, ikke?
Slut med at huske 56 kodeord
Kodeord er – når de bliver brugt korrekt, som anført herover – et ganske effektivt forsvar mod, at uvedkommende får adgang til din computer og dine konti.
LÆS OGSÅ: Her er Danmarks dårligste kodeord
Problemet er bare, at det i praksis er stort set umuligt at efterleve alle de krav, som gør, at det er sikkert at bruge kodeord som adgangsbillet til dine digitale værktøjer og konti. Det vil nogle af verdens største virksomheder nu gøre noget ved.
Apple, Google og Microsoft har således annonceret et opsigtsvækkende samarbejde; de vil sende det aldrende kodeord på pension og erstatte det af en ny og mere sikker løsning, som ikke kræver, at du husker 56 forskellige koder, som skal opdateres hver anden uge.
Telefonen giver dig adgang
Og hvordan vil tech-mastodonterne så bære sig ad med det?
Google, Apple og Facebook bakker alle op om FIDO-standarden. Det er en standard, hvor du i stedet for et kodeord bruger din telefon til at logge ind på fx din Google-konto eller din mail-konto fra Microsoft.
LÆS OGSÅ: Kodeord knækkes på bare 12 seekunder
Til det bruges en såkaldt passkey, altså en slags app på telefonen, hvor du godkender et login fx ved hjælp af dit fingeraftryk eller en ansigts-scanning.
Altså skal den sikre og kodeordsløse adgang i fremtiden ske ved en kombination af en app på din telefon, og noget unikt for dig - nemlig dit fingeraftryk eller dit ansigt, alt efter hvad din computer eller telefon kan aflæse.
Det er endnu ikke meldt mere konkret ud, hvornår det bliver muligt at bruge fx dit fingeraftryk på telefonen til at logge ind på din Microsoft-konto, men vi følger udviklingen tæt her på redaktionen.
Indtil da kan du her læse, hvordan du laver det mest sikre kodeord – eller du kan her læse om, hvordan du bruger en såkaldt passwordmanager til at generere og huske dine sikre kodeord.