Tegn på at din Google-konto er hacket
Hvis du har den mindste mistanke om, at din Google-konto er blevet hacket, bør du derfor gribe ind med det samme.
Et typisk tegn på, at din Google-konto er hacket, eller at nogen forsøger at hacke den, er fx, at du får besked om at bekræfte et login. Det kan både være en notifikation på din telefon eller en mail.
Hvis det sker, uden at du selv er i færd med at logge ind, er det ekstra vigtigt, at du følger vores tjekliste herunder.
Gennemgå sikkerhedsindstillingerne for din Google-konto
Der er en række indstillinger, som kan sikre din Google-konto. I første omgang skal du bare lige finde frem til dem.
Det hele foregår fra din Google-konto, som du kan komme direkte til ved at klikke her, hvis du allerede er logget ind.
Hvis du gerne selv vil finde vej til din Google-kontos indstillinger, finder du dem således:
- Åben Chrome-browseren og sørg for, at du er logget ind på din Google-konto.
- Klik på de tre prikker øverst til højre. Vælg Indstillinger.
- Klik på Administrer din Google-konto.
- Nu åbner et nyt vindue, hvor du kan styre indstillingerne for din konto. Vælg Sikkerhed.
- Her får du en række muligheder for at gøre din konto mere sikker.
Det er en god ide at gennemgå informationerne på din Google-konto engang imellem. Det er ikke sikkert, du lige husker, hvad du valgte, da du oprettede kontoen i sin tid.
Tjek om din Google-konto er hacket
På siden for enhedsaktivitet på din Google-konto kan du se, hvilke enheder fx computere og telefoner der har været – eller er – logget ind på din konto.
- Gå direkte til din Google-konto via dette link. Log ind med dine kontooplysninger, hvis du bliver bedt om det.
- Vælg Sikkerhed, scroll ned og vælg Mine enheder (på engelsk Device Activity). Du kan gå direkte til siden med dette link.
- Nu ser du en oversigt over de enheder, som er eller har været logget ind på din konto. Klik evt på en enhed for at se mere information - du kan fx se, hvor i verden et givet login er foregået fra, samt hvor lang tid det er siden, det skete.
- Hvis listen viser en enhed, du ikke kan genkende, bør du straks skifte adgangskode for den pågældende konto. Du kan også logge enheden ud af din konto med et enkelt klik.
Sådan skifter du din adgangskode hos Google
Du kan til hver en tid ændre din adgangskode hos Google. Det gør du sådan:
- Gå direkte til din Google-konto via dette link. Log ind med dine kontooplysninger, hvis du bliver bedt om det.
- Vælg Personlig information og scroll ned til du kan vælge Kodeord. Du kan også gå direkte til din kodeordsside via dette link, hvis du er logget ind.
- Nu skal du mulighvis logge ind med dine nuværende loginoplysninger.
- Skift din adgangskode ved at skrive en ny, gentag den nye kode og afslut med Skift adgangskode.
Dermed er din konto midlertidigt sikret mod angreb. Du vil blive bedt om at logge ind på ny på de enheder, hvor du bruger din Google-konto.
Sådan smider du hackeren ud af Google-kontoen
Hvis du ikke kan logge ind på din Google-konto, kan det skyldes, at en hacker har ændret adgangskoden.
Det betyder dog ikke, at alt er tabt. Du har stadig mulighed for at genvinde kontoen på forskellige måder, og dermed smide hackeren på porten.
Du kan gendanne din konto hos Google på denne side. Du skal dog skynde dig, for du har kun syv dage til at gendanne din Google-konto og sikre alle dine mails, billeder og øvrig data.
En anden kontotype, som kan hackes, er din Netflix-konto. Sker det, er der hjælp at hente i vores artikel Smid hackerne ud af din Netflix-konto.