Det er ikke længe siden, at vi her på komputer.dk advarede dig mod falske annoncer på Google, som fx kan dukke op, når du søger efter det kendte gratis billedbehandlingsprogram Gimp.
Nu er de kriminelle så på banen igen med endnu flere efterligninger af ægte hjemmesider, og det understreger endnu en gang vigtigheden af, at du aldrig finder og henter programmer til pc'en via en simpel Google-søgning.
De falske sider gemmer sig bag betalte søgeresultater - eller annoncer - og ligger derfor i toppen af søgeresultatsiden på Google.
Rufus, VLC, 7-Zip og CCleaner plagieret
I denne omgang er der tale om en hel stribe af de mest populære, gratis programmer, som hver dag har masser af søgninger på Google.
Der er set eksempler på nye ondsindede reklamer for en række programmer, som vi ofte har skrevet om i bladet - blandt andet Rufus, der bruges til at lave USB-bootmedier, medieafspilleren VLC, pakkeprogrammet 7-Zip og oprydningsværktøjet CCleaner.
Programmer, som du ofte har behov for at hente igen, når du fx får ny pc eller nulstiller computeren.
> Læs også: Sådan undgår du de falske download-sider på nettet
Sådan foregår svindlen
Mange har den uvane, at de finder et program til pc'en ved at søge efter det på Googles søgeside.
Så dukker producentens hjemmeside ofte op som et af de første resultater, og herinde kan man hente programmet.
Men betalte annoncer i Googles søgeresultater vises altid oven over de egentlige søgeresultater, og så er det nærliggende at tro, at en reklame for fx Rufus, der hævder at være programmets officielle side, rent faktisk også er helt valid.
Men i mange tilfælde er annoncerne indrykket af kriminelle, der har kopieret producentens egen hjemmeside og betalt for at ligge øverst på søgesiden.
> Læs også: Søg mere effektivt på nettet med Googls nye sidepanel
Hugger alle dine tastetryk
Når du så klikker ind på den falske side, ligner den originalen så meget, at du uden skepsis downloader programmet fra hjemmesiden.
Desværre er installationsfilen fra den falske hjemmeside fyldt med malware, og så får du pc'en inficeret uden at ane, hvad du gjorde galt.
I flere tilfælde viser malwaren sig at være af typen, der diskret i baggrunden sender alle dine adgangskoder og andre indtastede data tilbage til de kriminelle.
> Læs også: Hvad er malware? Og hvordan beskytter jeg min pc mod malware?

Annoncen for Rufus ligger over søgeresultaterne og giver sig ud for at være Rufus' officielle side. Men linket fører til en nyligt oprettet falsk side.
Hent kun programmer fra sikre hjemmesider
Du kan selv gøre meget for at undgå at besøge de falske softwaresider og få inficeret pc'en.
Det vigtigste er, at du aldrig søger efter et program på Google, klikker ind på en hjemmeside og henter programmet.
- Indtast i stedet selv adressen til producenten i adressefeltet, hvis du kender adressen.
- Installér en adblocker i din browser, hvis du vil undgå at støde på annoncer over dine søgeresultater.
- Hent kun programmer i Komputer for alles Fordelszone. Her finder du de fleste af de programmer, som netop er blevet misbrugt i denne nye kampagne. til sikker download.
- Sørg for at have et godt sikkerhedsprogram på pc'en, som kan stoppe evt. malware, inden det gør skade. Vi anbefaler vores Sikkerhedspakke, som du kan læse mere om her...
Vi scanner alle programmer med markedets førende antivirusprogrammer, inden vi lægger dem i Fordelszonen her på vores hjemmeside. Derfor kan du som abonnent trygt hente programmer i Fordelszonen uden at frygte ubehagelige overraskelser.
Der er set falske reklamer for disse programmer
- 7-Zip
- Blender 3D
- Capcut
- CCleaner
- Notepad++
- OBS
- Rufus
- VirtualBox
- VLC Media Player
- WinRAR
- Putty