Computerproducenten Dell, der sælger pc'er direkte fra egen hjemmeside uden om grossister, har i disse dage travlt med at advare sine kunder.
49 millioner kunder for at være helt præcis.
Dell har netop bekræftet, at en af firmaets servere for nylig blev angrebet af hackere, der slap afsted med data om svimlende 49 millioner kunder.
Det drejer sig om kunder, der har købe computer hos Dell fra 2017 og frem til det tidlige forår i år, hvor angrebet fandt sted.
> Læs også: Her er den bedste pc-sikkerhed i 2024
Det er hackerne sluppet afsted med
I den besked, som Dell har travlt med at sende til deres kunder, fortæller firmaet at hackerne er sluppet afsted med følgende data om 49 millioner Dell-kunder:
- Fulde navn
- Fysisk adresse
- Oplysninger om det Dell-produkt, som kunden har købt sammen med garantioplysninger og salgsdato
Er du usikker på, præcis hvad en hacker er, og hvordan han arbejder? Så læs med her.
Til salg på det mørke internet
Allerede i april dukkede der en annonce op på det såkaldte 'mørke internet', der er en skjult og lyssky del af internettet, hvor der tidligere er solgt alt fra våben og narko til data fra hackerangreb.
Her hævder sælgeren at være i besiddelse af data om de 49 millioner Dell-kunder, som udbydes til salg til ligesindede kriminelle.
> Læs også: Så mange penge er dine data værd
Det kan hackerne bruge oplysningerne til
Ifølge Dell er de kriminelle ikke sluppet afsted med betalingsoplysninger, der kan misbruges, og heller ikke med hverken telefonnumre eller emailadresser.
Derfor behøver du ikke frygte bunker af falske mails eller opkald fra "indiske supportere" i kølvandet på hackerangrebet, hvis du selv er kunde hos Dell.
I stedet kan kundernes data misbruges i en slags analoge angreb, der tidligere er set eksempler på i USA.
Her misbrugte kriminelle data om ofres fysiske adresser til at sende dem et brev, der så ud til at komme fra elektronikkæden Best Buy.
I brevet stod der, at ofrene modtog et gratis gavekort på 50 dollars.
Med i brevet var en inficeret USB-nøgle, som installerede malware på pc'en, så snart modtagerne satte den i computerens USB-port.
> Læs også: Hvad er forskellen på USB-stik og USB-nøgle?
Det skal du gøre hvis du er ramt
Hvis du selv har handlet computer hos Dell i årene 2017-2024, bør du have hørt direkte fra firmaet, hvis dine data er kompromitteret.
Har du intet hørt, og vil du have ro i sindet, anbefaler vi at du selv tager direkte kontakt til Dells kundeservice for at få vished.
Du finder kontaktoplysningerne til Dell her.
Hvis du vil undgå malware og virus på computeren som følge af et phishingangreb eller lignende, bør du installere Komputer for alles Sikkerhedspakke. Læs mere om Sikkerhedspakken her.