Hvad er Microsoft 365 nu for noget?

Microsofts populære kontorpakke har skiftet navn til Microsoft 365. Læs om de nye udgaver af pakken med Word, Excel og andre kendte kontorprogrammer.

Traditionelt plejede der at komme en ny kontorpakke fra Microsoft cirka hvert tredje år. Microsoft Office 2007. Microsoft Office 2010. Microsoft Office 2013. 2016. 2019. Pakkerne indeholdt altid de klassiske programmer Word, Excel og PowerPoint og mailprogrammet Outlook, hvis man ville betale lidt ekstra. Denne cyklus med nye kontorpakker har kørt, stort set siden den første udgave blev lanceret i 1990.

Men nu er det forbi. For nu vil Microsoft hellere have os til at vælge en abonnementsløsning, hvor vi betaler et fast årligt beløb for at få lov til at nyde godt af Microsofts programmer til at redigere tekst, jonglere med tal og lave PowerPoint-præsentationer.

Programmer på abonnement

Det kræver en ikke ubetydelig indsats at forstå den nye måde at benytte kontorprogrammer på. Og Microsoft har på ingen måde gjort det let at finde ud af. For der findes nu hele fire forskellige løsninger til private kunder. Hvilken udgave af Microsoft 365, du selv foretrækker, afhænger af dine behov og dit budget. Der findes således en gratis kontorpakke, en klassisk kontorpakke, en abonnements-kontorpakke og såmænd også én til hele familien.

Så hvis du også er forvirret, er det helt forståeligt. Udover de produkter, du kan købe som privat bruger, findes der også Microsoft- kontorpakker til virksomheder og skoler, som adskiller sig yderligere fra de fire tidligere nævnte varianter. Og som om forvirringen dermed ikke var stor nok, har Microsoft såmænd også besluttet sig for at skifte navnene på det hele. Det hæderkronede “Office”-navn er således skiftet til “365” – hvilket måske skal indikere, at du nu er sikret kontorprogrammer alle årets dage. Microsofts programmer, hjemmesider og apps er i disse måneder i gang med at få udfaset “Office”-navnet, men du vil sandsynligvis stadig støde på det hist og her.

Måske som et tegn på, at selv Microsofts egne folk har lidt svært ved at omstille sig til de nye tider. Hvis du sværger til den seneste gammeldags programpakke, Microsoft Office 2021, kan den stadig købes til evigt eje. Men det er tydeligt, at Microsoft vil væk fra den måde at drive forretning på. Derfor er det usandsynligt, at der kommer en “Office 2024”. Så selv hvis du beslutter dig for at købe Office 2021, er det måske et spørgsmål om tid, før du alligevel kommer til at overveje et abonnement. Det er store forandringer, men alt er trods alt ikke lavet om: Alle kontorpakker fra Microsoft indeholder stadig kendte programmer som Word, Excel og PowerPoint. Og i dem kan du være sikker på, at der ligger årtiers udvikling, så du arbejder i de bedste kontorprogrammer, der findes.

Hent din fil fra komputer.dk

Alt indhold på komputer.dk er testet med de nyeste og bedste sikkerhedsprogrammer. Vi anbefaler dog, at du altid selv har et opdateret antivirusprogram installeret på din computer. Komputer for alle kan ikke gøres ansvarlig for uregelmæssigheder eller tab af data som følge af en installation eller brug af det indhold, som du henter på vores hjemmeside eller på eksterne sider, som vi linker til. For at hente det valgte indhold skal du acceptere ovenstående betingelser.