Du kender det garanteret udmærket godt, hvis du nogensinde har brugt programmet Word:
Når du kopierer tekst fx fra nettet og ind i Word, følger formateringen som regel med, og det kan ende med at se helt tosset ud.
LÆS OGSÅ: De 3 bedste gratis kontorpakker
Det skyldes, at Word forsøger at gengive den formatering, der var på hjemmesiden, blandt andet skrifttyper og størrelser samt baggrundsfarver. Det er bare meget sjældent baggrundsfarven fra hjemmesiden, du er interesseret i, men derimod den tekst, du har kopieret.
Det er nu endelig gået op for Microsoft, som i et blogindlæg skriver, at mange af brugerne har haft en frustration over, hvordan kopiering af tekst har fungeret i Word.
Microsoft ændrer praksis
Den gode nyhed er, at Microsoft fremover vil lade brugerne ændre, hvordan tekst bliver indsat i Word. Det kræver blot, at du har en computer med Windows version 2405 eller nyere, og at du har Word installeret på computeren – det virker ikke i online-versionen.
LÆS OGSÅ: Sådan får du Word-dokumenter over i Google Docs
Når du indsætter tekst i Word, vil du kunne se knappen Flet formatering. Denne indstilling vil du kunne vælge som standard, så teksten automatisk vil være fri for online-formatering, når du fremover indsætter den.
Teksten vil stadig indeholde noget formatering, fx ved fremhævelse, altså tekst med fed eller kursiv. Microsoft skriver selv om funktionen Flet formatering:
Denne indstilling kasserer den formatering, der blev anvendt direkte på den kopierede tekst, men bevarer formatering, der betragtes som fremhævelse, f.eks. fed og kursiv, når den kun bruges på en del af markeringen. Teksten får typografidefinitionen svarende til det afsnit, hvor den indsættes. Teksten får også alle direkte formaterings- eller tegntypografiegenskaber for den tekst, der står umiddelbart foran markøren, når teksten indsættes.
Du kan læse mere om funktionen her.
Indsæt uden formatering
Den nye mulighed for at flette formatering findes kun i Word, men bla i Windows og Googles-værktøjer har du en anden praktisk mulighed - nemlig indsæt uden formatering.
På den måde kan du kopiere tekst fra nettet eller et andet dokument og sætte det ind som ren tekst fx i et Google Docs dokument.
Du indsætter uden formatering ved at trykke Ctrl + Shift + V, når du har kopieret en tekst. Bruger du den vanlige Ctrl + V, vil det ofte påvirke formateringen i dit dokument.